Den smager godt, sådan en kyllingetærte, og den er let er lave. Der er bare noget med tærte. Det er sådan lidt ligesom med pizza. Hele middagen er samlet i ét fad – selv brødet. Og du kan komme hvad som helst i en tærte. Derfor er tærter også perfekte, hvis du skal have brugt nogle rester – rå som tilberedte.

Kyllingetærte

I denne tærte har jeg kommet kylling, spinat og bacon. Det er tre gode ting, der smager skønt sammen. Dertil kommer selvfølgelig osten, som er ren umami, så alt i alt en himmerigsmundfuld af saftig spinat og kød, salt bacon, sprød tærtebund og lækker ”skorpe” af ost.

Nem kyllingetærte med bacon og spinat – opskrift

Du kan lave tærtedejen selv. Det er der en vis tilfredsstillelse i, og det smager godt. Eller du kan købe den færdig, så den bare skal bages. Det er noget hurtigere og nemmere at have med at gøre, og det smager også godt.

Ingredienser til 4 personer

  • 1 hjemmelavet tærtedej eller en købt
  • 2 kyllingebrystfileter (ca. 380 g)
  • 200 g bacon – du får en bedre kvalitet, hvis du køber et helt stykke i stedet for toppings
  • 200 g frisk spinat
  • 5 æg
  • 2 dl cremefraiche
  • 100 g ost (f.eks. cheddar) – her får du også en bedre kvalitet (mere frisk), hvis du køber et helt stykke i stedet for at købe revet ost
  • Salt og peber

Sådan laver du kyllingetærte med bacon og spinat

  1. Tænd ovnen på 175° C.
  2. Fordel tærtedejen i et tærtefad – eventuelle rester kan bruges til pynt – prik huller i den med en gaffel, og forbag den 10 minutter eller efter anvisningen på emballagen, hvis du har købt dejen færdig.
  3. Skru ovnen op på 200°C.
  4. Skær kyllingebryst og bacon i strimler eller tern.
  5. Svits baconen på en tør pande, og tilsæt kyllingen, lidt inden baconen er færdigstegt.
  6. Skyl spinaten grundigt, og fjern grove stilke, og kom den på panden, når kyllingen har fået en fin brun farve.
  7. Rør det godt sammen, og lad det simre, til spinaten falder sammen.
  8. Smag til med salt og peber, og hæld det over i den forbagte tærtedej.
  9. Riv osten, hvis du ikke har købt revet ost.
  10. Pisk æg, cremefraiche og halvdelen af osten sammen, krydr med salt og peber, og hæld det ud over fyldet.
  11. Drys den sidste halvdel af osten oven på tærten. Dekorer tærten med overskydende dej – gitter, blomster eller lignende, og sæt tærten i ovnen i ca. 25 minutter, til den er gylden, osten er smeltet, og æggemassen er stivnet.

Tærten kan spises som den er evt. med salat til. Bliver der rester kan det varmes dagen efter. Men husk at sætte resterne hurtigt på køl og at varme tærten op til mindst 75° C, så du ikke risikerer at blive syg af spinaten.

Sådan mærker du, om tærten er færdigbagt

Prik med en kødnål, spyd eller et andet redskab af metal i midten af tærten for at tjekke om fyldet slipper. Hænger det ved, skal tærten bage lidt længere. Bliver den for mørk, kan du lægge et stykke stanniol over.

Forberedelsestid: 15 minutter

Tilberedningstid: 25 minutter

Tilbehør kan f.eks. være en lækker grøn salat.

Anmeldelse
recipe image
Navn på opskrift
Kyllingetærte
Kok:
Udgivet den
Forberedelsestid
Tilberedningstid
Samlet tidsforbrug
Gennemsnitlig karakter
2.51star1star1stargraygray Based on 5 Review(s)
Print Friendly, PDF & Email