Normalt tænker vi oksekød, lige så snart ordet T-bone eller steak bliver nævnt. Men du kan også få T-bone af gris. Og det koster tre gange så lidt. Om det smager lige så godt, kan ikke diskuteres, for det er ikke sammenligneligt, når det kommer fra to forskellige dyr. Men herunder får du altså opskriften på steak af krogmodnet T-bone fra gris.
En T-bone-steak fra okse er en udskæring, som dels består af filet og dels af mørbrad – og det samme gør sig gældende for en T-bone-steak fra gris. Fileten på en gris, er det, der hedder kamfileten, og som oftest bruges den til flæskesteg. Og mørbraden – ja, det er jo mørbraden.
Opskrift på T-bone-steak
T-bone-steak
Ingredienser
- 2 stk. krogmodnet T-bone af gris – af ca. 450 g hver
- Olivenolie
- Smør
- Evt. valgfrit krydderi eller krydderurter
- Salt og peber
Sådan gør du
- Snit fedkanten med en skarp kniv.
- Gnid kødet godt ind i olie, og salt det godt på begge sider.
- Lad steakene hvile i 20 minutters tid på køkkenbordet.
- Varm en pande godt op og kom lidt olie og smør på.
- Tilsæt evt. krydderier eller krydderurter.
- Steg T-bone-steakene ca. 2 minutter på hver side.
- Tag kødet af panden, og lad det hvile i ca. 4 minutter.
- Steg nu kødet igen ca. 3 minutter på hver side ved moderat varme.
- Lad steakene hvile i ca. 8 minutter.
- Nu er dine T-bone-steaks færdige og forhåbentligt rosa.
- Skær kødet i skiver, og servér.
Hvilket tilbehør til T-bone-steak af gris
Du kan for så vidt servere det samme til steak af gris som til steak af okse. På billedet er den serveret med hjemmelavede pomfritter, som enten kan laves i ovn – for at undgå for meget fedt. Eller i frituren – for at gøre dem ekstra gode.
Derudover fik vi en tomatsalat med frisk mozzarella, og så lige en klat kryddersmør oven på steaken. Det kan du lave ved at blande hakkede krydderurter – persille, purløg, hvidløg osv. – med blødt smør og smage det til salt, peber og citronsaft.
Herefter ruller du smørret til en pølse eller presser det ned i eller anden type form, og sætter det i køleskabet – eller på frys, hvis det skal gå stærkt – til smørret er blevet hårdt igen.
T-bone-steak på grill
Du kan sagtens lave din T-bone-steak på grillen i stedet for på panden. Det giver en skøn grillsmag og gør det let at stege flere steaks ad gangen.
Start med at forberede kødet på samme måde som i opskriften: Snit fedtkanten, gnid kødet ind i olie, og salt det godt. Lad det hvile i 20 minutter.
Tænd grillen i god tid, så den er godt varm. Du skal bruge både direkte og indirekte varme. Det vil sige, at du har et område med høj varme til at brune kødet, og et område med lavere varme, hvor kødet kan stege færdigt uden at få for meget.
Læg T-bone-steaken direkte over høj varme, og grill den ca. 2 minutter på hver side, så den får en flot stegeskorpe. Flyt derefter steaken over til indirekte varme.
Grill videre i ca. 3-4 minutter på hver side, afhængigt af tykkelsen på kødet. Brug evt. et stegetermometer, hvis du vil være helt sikker: Kød fra gris skal have en centrumtemperatur på ca. 63-65 grader.
Husk at lade kødet hvile i 8-10 minutter, inden du skærer det ud. Det sikrer, at saften fordeler sig, og at steaken bliver saftig.