Opskrift på hjemmelavede pommes frites i ovn – opskrift med friturekoger kommer længere ned i teksten.
Pommes frites – eller pomfritter – i ovn
Ingredienser
- 1 kg bagekartofler
- ¾ dl eddike – almindelig lagereddike
- Rapsolie – sådan et godt skvæt vel ¼ til ½ dl
- Revet skal af 1 usprøjtet citron
- 1 tsk. fennikelfrø
- Salt
Sådan gør du
- Skræl kartoflerne – du kan også lave den grovere version, hvor du vasker dem grundigt, men beholder skrællen på.
- Skær kartoflerne i stave – du bestemmer tykkelsen, selv kan jeg godt lide, de har en størrelse på ca. 1½ x 1½ cm.
- Skyl dem i flere hold koldt vand – for at skylle så meget stivelse ud som muligt.
- Kom pommes fritene i en gryde med vand, så det dækker og eddike, og kog dem i 5-8 minutter, efter vandet er kommet i kog – det giver dem den lækre, syrlige smag, som pommes frites skal have.
- Lad dem herefter dryppe og køle af – gerne til de er helt kolde, men det er ikke absolut nødvendigt.
- Tænd ovnen på 220° C.
- Kom de afdryppede, afkølede pommes frites over i en bradepande.
- Hæld olien over dem, og drys med citronskal og fennikelfrø – andre krydderier eller smagsstoffer kan også anvendes helt efter smag – og bland.
- Kom pommes fritene i ovnen, og steg dem til de er gyldne – ca. 25-30 minutter.
- Drys med salt.
Lidt om hjemmelavede pommes frites opskrift
Hjemmelavede pommes frites kan være lidt tidskrævende at lave, hvis du bruger en friturekoger eller en stegepande, fordi du skal være over dem hele tiden, og de skal steges ad flere gange, da de ikke må ligge i lag, men laver du dem i ovnen, passer de sig selv.
Hvordan laver man pomfritter?
Pommes frites kan laves i forskellige størrelser, men ikke forskellige former. Pommes frites er stave. Man kan købe dem på frost, meeeen man kan også skære dem selv. Faktisk kan man få en pommes frites-skærer, men jeg vælger nu at bruge en kniv – blandt andet fordi jeg helst bruger bagekartofler, og de er tit for store til at være i skæreren. Jeg ved det, for jeg har en.
Opskrift på hjemmelavede pomfritter i friturekoger
Pommes frites i friturekoger
Ingredienser
- 1 kg bagekartofler
- 2 liter friture- eller rapsolie
- Salt
Sådan gør du
- Følg punkt 1. til 5. i beskrivelsen til pommes frites i ovn.
- Varm olien op til 160° i friturekogeren.
- Kog dem ad flere omgange i olien – de må som nævnt ikke ligge i lag.
- Tag dem op efter 8-10 minutter, og lad dem dryppe af, og lad dem køle af ca. 30 minutter – gerne i køleskabet.
- Varm olien op til 190° C, og kog pommes fritene i 3-4 minutter.
- Lad dem igen dryppe af, og drys med salt og peber.
Pommes frites som tilbehør
Kan serveres til fiskefileter, kylling eller måske burger.