Chokoladetærte

Chokoladetærte er en fed oplevelse – fed som i lækker og fed som i syndig. Til gengæld er den så intens i smagen, at den hurtigt tilfredsstiller din søde tands behov, så der er nok til i hvert fald en 14-16 mennesker i blot en enkelt tærte – især hvis du serverer den som det søde punktum efter en god middag.

Chokolade med chokolade på gør denne tærte nært beslægtet med chokoladekage. Den bløde ganache på den sprøde bund giver en komplet oplevelse, og det grove flagesalt sætter lige det sidste touch.

Annonce

Chokoladetærte

Chokoladetærte – opskrift

Tærten her er nemmest at have med at gøre, hvis du bager den i en tærteform med løs bund, men en springform kan også bruges, hvis du – som jeg – har lånt din tærteform med løs bund ud. Den får så ikke det riflede mønster og er også lidt besværlig at lave en lige kant på, men det går ikke ud over sprødheden på tærtebunden. Men nu til opskriften.

Ingredienser til en chokoladetærte på ca. 22 cm i diameter

  • 150 g hvedemel
  • 125 g smør
  • 3 spsk. kakaopulver
  • 3 spsk. flormelis
  • 1 knsp. salt
  • 2 æggeblommer
  • 2 dl fløde
  • Lidt chiliflager
  • 5 kardemommekapsler
  • 1 tsk. stødt allehånde
  • 2 tsk. hele nelliker
  • 1 stang vanilje
  • Saft og skal fra ½ citron – økologisk
  • 1½ dl lys sirup
  • 100 g mørk chokolade med et kakaoindhold på ca. 50 %
  • 300 g mælkechokolade med et kakaoindhold på ca. 30 %
  • Et drys flagesalt

Sådan gør du

  1. Rør mel, smør skåret i mindre bidder, kakaopulver, flormelis og salt sammen, indtil det smuldrer.
  2. Rør æggeblommerne i, til dejen er samlet. Det er nemmest i røremaskinen på høj hastighed i 3-4 minutter.
  3. Tryk dejen ud i tærteformen – eller springformen – godt op ad kanterne og lige tykt over det hele.
  4. Sæt tærtebunden tildækket i køleskabet i ca. ½ time.
  5. Tænd ovnen på 200° C varmluft.
  6. Prik tærtebunden med en gaffel, og bag den i ca. 10 minutter, til den er gennembagt.
  7. Tag tærtebunden op af formen, og lad den køle af på en rist.
  8. Hæld fløde i en gryde, og tilsæt chiliflager, kardemommekapsler – klem dem først, så der går hul på dem – allehånde, nelliker og kornene fra vaniljestangen samt selve stangen, og kog blandingen op.
  9. Tag gryden af varmen, og lad krydderierne trække i fløden så længe, som du har tid til.
  10. Si fløden, og kog den op med siruppen.
  11. Hak imens chokoladen groft.
  12. Tag gryden af varmen, når fløde og sirup koger, og tilsæt chokoladen.
  13. Rør rundt, til chokoladen er smeltet, og du har en ensartet chokoladeganache.
  14. Hæld chokoladeganachen i den kolde tærtebund, og stil chokoladetærten tildækket på køl i mindst fire timer.
  15. Drys lidt flagesalt over inden servering.

Skær tærten i små stykker, og servér den med is og/eller frisk frugt til en dessert, eller servér tærten med en klat flødeskum til til eftermiddagskaffen.

Tærten er selvfølgelig bedst nybagt, men den kan fryses. Bunden bliver lidt blødere efter optøning, men det er helt klart stadig en lækker tærte.

Forberedelsestid: 1 time

Tilberedningstid: 4 timer

Anmeldelse
recipe image
Navn på opskrift
Chokoladetærte
Kok:
Udgivet den
Forberedelsestid
Tilberedningstid
Gennemsnitlig karakter
51star1star1star1star1star Based on 1 Review(s)
Print Friendly, PDF & Email

Skriv En Kommentar

Please enter your comment!
Please enter your name here