Jordbærkage – Du kan ikke sige jordbær uden at tænke på solskin og sommer – i hvert fald ikke, hvis du er dansker. Jordbær med fløde og sukker, jordbærgrød, jordbærdesserter, jordbærtærte … her skal det handle om jordbærkage.

jordbærkage

Botanisk set er jordbær ikke et bær – ja, ikke engang en frugt. Botanik-nørder kalder jordbærret for en falsk frugt med nødder på (de mørke prikker)!!! Eller en ’flerfoldssamfrugt’!

Indtil 2005, hvor en eller anden fødevareminister officielt udnævnte gråstenæblet til Danmarks nationalfrugt, vil jeg vove den påstand at jordbærret var Danmarks uofficielle nationalfrugt. I hvert fald i mit hjem.

Jordbærkage

Den kage du får opskriften på her, er lavet i en tærteform, så officielt er det vel en tærte. Altså en kage der er en tærte med et bær i, der er en nød. Men den uofficielle jordbærkage er en drøm for smagsløgene. Den er lidt besværlig at lave og tager en rum tid, men den er det hele værd.

Det skal du bruge

  • 200 g smør – taget lige fra køleskabet – plus lidt til at smøre formen med
  • 50 g flormelis
  • 150-200 g hvedemel
  • 4 æg
  • 175 g marcipan
  • 150 g sukker
  • 75 g mørk chokolade
  • 2 spsk. majsstivelse
  • ½ stang vanilje
  • 2½ dl mælk
  • 5 spsk. rørsukker
  • 2½ dl piskefløde
  • 500 g jordbær

Fremgangsmåde

  1. Smuldr smørret i flormelis og 100 g af melet.
  2. Pisk det ene æg sammen, og saml dejen med det. Tilsæt mere mel om nødvendigt.
  3. Lad dejen hvile tildækket i køleskabet i en halv times tid.
  4. Bland imens marcipan og sukker til en ensartet masse.
  5. Kom resten af smørret i lidt ad gangen, og rør grundigt for hver gang.
  6. Kom to æg i ét ad gangen, og rør grundigt mellem hvert æg.
  7. Sigt 50 g mel, og kom det i mazarinmassen, som det nu er blevet til.
  8. Tænd ovnen på 200° C.
  9. Tag dejen ud af køleskabet, og rul den ud på et meldrysset bord. Den skal have en tykkelse på ca. 3 mm.
  10. Smør en tærteform med smør, og læg dejen i. Læg den godt ud til kanten.
  11. Skær den overskydende dej af.
  12. Fordel mazarinmassen på dejen.
  13. Bag kagebunden i 20-25 minutter, til mazarinmassen er fast.
  14. Smelt imens chokoladen over vandbad.
  15. Smør den bagte kagebund med den smeltede chokolade.
  16. Lad kagebunden køle af ved stuetemperatur, til chokoladen er stivnet.
  17. Pisk imens det sidste æg sammen med majsstivelsen i en gryde.
  18. Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen, og tilsæt dem sammen med mælk og rørsukker.
  19. Kog det hele op, og lad det koge ½-1 minuts tid under omrøring.
  20. Tag gryden af varmen, når cremen har fået en tyktflydende konsistens, og sæt den til afkøling.
  21. Pisk imens fløden til skum, og bland det i vaniljecremen, når denne er blevet kold.
  22. Fordel vaniljecremen oven på kagebunden.
  23. Skyl jordbær, og fjern blomsten, skær jordbærrene i halve, og fordel dem oven på cremen.

Tip: Se her, hvad du kan bruge den overskydende dej fra pkt. 11.

 

Forberedelsestid: 50 minutter

Tilberedningstid: 25 minutter

Print Friendly, PDF & Email
Anmeldelse
recipe image
Navn på opskrift
Jordbærkage
Udgivet den
Forberedelsestid
Tilberedningstid
Samlet tidsforbrug
Gennemsnitlig karakter
31star1star1stargraygray Based on 6 Review(s)