Reklame · Artiklen indeholder reklamelinks. Køber du eller beder om tilbud via et link, får hurtigmums.dk provision. Det ændrer ikke din pris.
Pasta carbonara – Italienerne kan bare det dér med pasta. Og denne ret stammer da også fra Italien. Den blev lavet første gang i midten af det 20. århundrede i Rom. Du kan bruge spaghetti (hvilket nok efterhånden er det mest almindelige), båndpasta, penne eller lignende.
Men der skal jo andet end pasta til. Pasta carbonara består af pasta, røget flæsk eller bacon og ost – sådan i korte træk. Men der findes også varianter, hvor der tilsættes ærter, champignoner eller andre grøntsager og fløde.
Der findes også en ret, der hedder spaghetti carbonara. Her er pastaen, der bliver brugt selvfølgelig spaghetti.

Pasta carbonara opskrift
Ingredienser
- 500 g penne
- 1 løg
- 12 skiver bacon
- 2 æggeblommer
- 2½ dl revet parmesan
- 3-3½ dl mascarpone
- 3-4 spsk. hakket persille
- Salt og peber
Sådan gør du
- Kog pennene som angivet på emballagen. Husk altid i rigeligt vand med rigeligt salt.
- Pil løget, og skær det i terninger.
- Skær baconen i ca. 1 cm store stykker, kom dem på en kold sauterpande, skru op for varmen, og steg, til baconen begynder at tage farve.
- Tilsæt løg, og steg, til løg og bacon er gyldne og brune.
- Skru ned for varmen – bare så bacon og løg bliver holdt varme – og hæld overflødigt fedt fra panden.
- Bland ost, æggeblomme og salt og peber i en passende skål.
- Hæld vandet fra pastaen, når den er færdig, men gem et par dl af kogevandet.
- Hæld pastaen i panden med løg og bacon, sluk for varmen, og tilsæt osteblandingen.
- Rør rundt, til alt er godt blandet sammen.
- Tilsæt kogevand fra pastaen, indtil du synes, din pasta carbonara har den rette konsistens.
- Servér med et drys hakket persille.





