Vandkefir er lavet af kefirgryn også kaldet kefirperler, kefirknolde eller kefirsvamp. For 30-40 år siden, var det en hel kultur – mælkekultur – at lave kefir og forære kefirsvamp til venner, familie, naboer og hvem, der ellers var inden for omgangskredsen. Der var ikke én husmor med respekt for sig selv, der ikke havde en kefirsvamp stående i vindueskarmen og boble.
Kefirsvampen er blevet in igen – nu kaldes den bare for kefirgryn, -knolde eller -perler. Men når grynene/perlerne ligger samlet, ligner de en svamp. Stammer de fra mælkekefir er de hvide, og fra vandkefir er de semitransparente. For 30-40 år siden var det mælkekefir, der blev hjemmeproduceret til den store guldmedalje, i dag er vandkefir lige så populært.
Opskrift på vandkefir
Vandkefir – opskrift
Ingredienser
- 35-50 g økologisk sukker
- ½ l vand
- 1 spsk. kefirgryn med lidt vandkefir ved – det hele følger med i flasken når du køber kefirgryn
- friske eller tørrede økologiske frugter efter eget valg
Sådan gør du
- Kom sukkeret i et rent glas.
- Hæld kogende vand over – kun så meget, at der lige netop er nok til at smelte sukkeret.
- Fyld op med koldt vand, så temperaturen kommer ned på ca. 20° C.
- Bland kefirgryn og lidt vandkefir i.
- Tilsæt evt. tørret eller frisk økologiske frugt – evt. i en tepose, så de er nemme at fjerne senere.
- Læg låg på glasset. Lægger du låget løst over, bliver vandkefiren mere klar, end hvis du sætter det fast, så der dannes overtryk. I så fald kan vandkefiren nemlig blive let mousserende.
- Lad vandkefiren stå ved stuetemperatur i mindst 24 timer og maks. 14 dage. Jo længere tid, vandkefiren fermenterer, jo syrligere bliver den.
- Hæld væsken gennem en plastiksigte og over i et rengjort glas eller en rengjort flaske med tætsluttende låg.
- Fortsæt forfra med kefirgrynene, eller hæld dem på et glas/i en flaske. De kan holde sig i ca. 1 måned.
- Sæt vandkefiren på køl, hvis du ønsker at nyde den kold. Det er ikke nødvendigt.
Vandkefir smager godt med en skive citron.
NB: Bruger du frisk frugt, skal den tages op efter et døgn. Tørret frugt kan du fjerne efter en uge.
Hvor længe den færdige drik kan holde sig, ved jeg ikke, men længe.
Hvad er vandkefir godt for?
Vandkefir indeholder mælkesyre- og eddikesyrebakterier, der gavner din tarmsundhed. Derudover styrker kefir dine knogler og dit immunforsvar.
Indeholder det alkohol?
Fermentering er en forgæring. Gæren omdanner sukker til mælkesyre, eddikesyre, kulsyre og alkohol. Kan du ikke tåle alkohol, bør du ikke drikke vandkefir. Men alkoholprocenten er altså ikke så høj, at du ikke må køre bil, eller at børn ikke må drikke det.
Der findes faktisk også nogle frugtjuicer, der ”naturligt” indeholder alkohol.
5 Responses
Havde en flaske kefirsaft i køleskabet der eksploderede ; den var lavet på frosset frugtblanding , var i en patentflaske , er der erfaring med det var ret ubehageligt .
Må man drikke det når man er gravid, ellers hvis man har diabetes 2
Mvh Grete
Hej Grete
Det tør jeg ikke give dig et endegyldigt svar på. Vandkefir er jo fermenteret (en form for gæring) sukkervand, hvor sukkeret omdannes til alkoholer. Men, som nævnt i opskriften, får det ikke så høj en alkoholprocent, at børn ikke må drikke det, eller du ikke må køre bil. Nogle mennesker med diabetes 2 tåler ikke alkohol, og i sådanne tilfælde bør vandkefir nok ikke drikkes. Om det kan skade foster eller modermælk, det aner jeg ikke. Her ville jeg nok spørge min jordemoder eller læge.
Hej Beate
Håber du kan hjælp mig jeg har sat gang i en ny gang kefirgryn men det er meget grumset og uklart, ved du hvorfor ?
Bedste hilsner
Birte
Hej Birte
Det er ikke unormalt, at det kan blive grumset i begyndelsesfasen. Nye kefirgryn har ofte brug for at “tilpasse sig det nye miljø” for at begynde at fermentere effektivt. Og det kan resultere i uklart vand. Det kan også være sukker eller andre tilsætningsstoffer – hvis du bruger frugt/tørret frugt – der skaber grums, når det opløses. Har du brugt rene ingredienser, redskaber og beholdere, og står det tildækket, så burde der ikke være nogen sundhedsrisiko. Det ser måske ikke så appetitligt ud, men for det meste er det altså et tegn på, at kefirgrynene er aktive. Si det gennem en finmasket sigte eller et kaffefilter.
De bedste hilsener
Beate