Farserede porrer er simpelthen en af mine favoritter – jeg elsker dampede porrer, og jeg elsker frikadeller. Farserede porrer er næsten en porre pakket ind i en frikadelle. Den sprøde skorpe på frikadellen er det perfekte selskab for den bløde, saftige porre indeni, og hvis der er en lækker gylden smørsovs til, så er jeg helt solgt.
Farserede porrer i ovn
Ingredienser
- 500 g hakket svinekød
- 1 æg
- 2 spsk. mel
- 1-1½ dl mælk
- 4 porrer
- 2 dl rasp
- 1 spsk. løgpulver eller 1 finthakket løg – jeg bruger løgpulver for at få så glat en fars som muligt … og fordi det er nemt og hurtigt
- Salt og peber
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 225° C.
- Bland det hakkede svinekød med æg, mel og så meget af mælken, som er nødvendigt for at få en lind fars. Krydr med løgpulver, salt og peber. Stil farsen til side.
- Rengør porrerne, skær det fra, du ikke vil spise, og skær porrerne i halve på tværs. Kog dem i letsaltet vand, til de er næsten møre uden at være morfar. Lad dem dryppe godt af – du vil ikke bryde dig om at få kogevand i dine farserede porrer.
- Fordel lidt rasp på et stykke bagepapir eller husholdningsfilm, og bred 1/8 af farsen ud på det, og glat farsen jævn og glat og så stort, at der er plads til et stykke porre. Læg porren på, og rul farsen rundt om den. Tryk rullen tæt i enderne. Fortsæt, til alle porrestykker er brugt.
- Vend de farserede porrer i rasp, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og sæt dem i ovnen, til de er gennemstegt – det varer ca. 20-25 minutter – vend dem undervejs.
Nutrition
Farserede porrer i fad
En lettere udgave, men som tager lidt længere tid ved at lægge de næsten kogte porrer tæt ved siden af hinanden i et smurt ovnfast fad af passende størrelse og dække dem med farsen og evt. drysse med rasp. Sæt fadet i ovnen ved 220° C i ca. 40 minutter.
Hvad er farserede porrer?
Men er farserede porrer egentlig farserede. For ret beset så betyder det ’at farsere* at fylde ”noget” med fars. Det kan være peberfrugter, tomater, kalkunen til jul eller hvidkålshovedet, som vandt indpas i de danske hjem i 50’erne.
Det var et hvidkålshoved, der møjsommeligt blev udhulet og fyldt med flæskefars eller blandet kalv og flæsk. Herefter blev hovedet kogt … og kogt … og kogt – mindst 1 time afhængig af størrelsen på hvidkålshovedet.
Men i 1960’erne blev den farserede porre også populær i Danmark. Farserede porrer er ikke fyldt med fars, men pakket ind i den – det modsatte ville nok også blive en kende besværligt.
Kan de fryses?
Skulle du få en rest til overs, kan du fryse de farserede porrer – både de enkeltvise og dem i fadet. Porrerne bliver dog lidt ”kedelige” af det. Men det kan godt lade sig gøre, og som miljøbevidst så er det en god ide ikke at smide ellers gode rester ud!