Fennikelsalat
Ingredienser
- 1 citron
- 1 spsk. olivenolie
- 1 fennikel
- 1 par håndfulde modne stikkelsbær
- 1 håndfuld bælgede ærter
- 1 bdt. blandede krydderurter efter eget valg jeg har brugt fennikeltop, løgtoppe og timian
- Salt og peber
Sådan gør du
- Pres citronen, og tilsæt lidt salt og peber – ca. 1 tsk. af hver.
- Rør, til salt og peber er opløst.
- Tilsæt olien, når salt og peber er opløst, og rør en marinade. Salt kan ikke opløses i olie, derfor skal du vente med at hælde olien i, til saltet er opløst.
- Rens fenniklen, og skær rod og top af – gem toppen. Skær fenniklen i tynde skiver.
- Skyl krydderurterne, og hak dem.
- Kom fennikel og krydderurter ned i marinaden, og lad det trække i ca. 20 minutter – mindst, det må gerne trække i længere tid. Det kan holde sig i køleskab i et par dage.
- Vend rundt i det indimellem.
- Skyl, og nip stikkelsbærrene.
- Tilsæt ærter og stikkelsbær lige inden servering, og vend rundt.
- En fennikelknold er ret hård at tygge i, når den er rå, men hvis du marinerer den som her, så bliver den blød uden at miste sin sprødhed.
Noter
Nutrition
Min opskrift på fennikelsalat med citron
Fennikelsalat – Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang smagte fennikel, men det var i hvert fald ikke i min barndom. For fennikel – altså som i hvid-grøn knold, ikke som frø eller stødt – har ikke så mange år på bagen i de danske køkkener.
Måske netop derfor jeg engang på en restaurant sammen med et par venner, og talen faldt på, at jeg uden succes havde forsøgt mig som fennikeldyrker, blev spurgt: ”øh, fennikel – er det ikke det dér, der smager lidt af lakrids?” Og jo, det er det, og det er sådan én du har liggende dér på din tallerken!
Heldigvis kan man også spise fennikeltoppene – og jeg siger heldigvis, fordi da jeg selv forsøgte mig som fennikeldyrker, udviklede der sig ingen knold kun toppe. Årsagen til at jeg ville dyrke dem selv – ud over det økologiske synspunkt og det faktum at de så var danske – var, at fennikel er ret pebrede i pris. Men bruger du dem til salat, så rækker de faktisk rimeligt langt.
Se vores galleri for endnu mere inspiration til din salat
3 Responses
Hej kan man tilsætte noget for at få en mere syrlig smag
´Hej, hvad kunne jeg udskifte stikkelsbær med, hvis de ikke lige er indenfor rækkevidde. De er jo ikke så nemme at få friske, hvis de ikke er i haven.
Hej Doris
Der er intet, der kan erstatte stikkelsbær, i hvert fald ikke hvis du vil have smagen af stikkelsbær. 🙂 Men ellers smager fennikel også godt sammen med æblebåde, valnødder, jumborosiner eller vindruer måske endda. Det kommer helt an på dine smagsløg. Prøv dig frem, og brug, hvad du kan lide. Og fortæl os gerne om dine erfaringer.
De bedste hilsner
Johan og hurtigmums