Mandelsmør

Mandelsmør er lidt i familie med peanutbutter og kan bruges på samme måde. Du kan købe det i nogle velassorterede supermarkeder, men langt fra alle. Og det er hamrende dyrt. Det er mandler også, men det kan stadig godt svare sig at lave mandelsmørret selv.

Som nævnt kan mandelsmør bruges på samme måde som peanutbutter, tilbehør til pandekager, i din havregrød, som smør på brød, i kager og smoothies osv. Dog skal det siges, at jeg aldrig har prøvet at lave mandelsmørsauce, ligesom der findes peanutbuttersauce – som i øvrigt også smager vanvittigt lækkert. Nå ja, og så er mandelsmør jo også vegansk.

-->

mandelsmør

Hjemmelavet mandelsmør opskrift

5 fra 1 stemme
Samlet tid: 20 minutter
Antal: 1 lille skål
Forfatter: Beate Grandahl
Alt du skal bruge til at lave mandelsmør af, er én ingrediens – du har sikkert gættet hvilken – og en god minihakker, blender, foodprocessor eller lignende.

Ingredienser

  • Minimum 100 g usmuttede mandler – da der ikke skal andre ingredienser i kan du lave af stort set den mængde mandler, du har lyst til. Jeg vil dog ikke anbefale at lave af under 100 g, for der skal også være noget for knivene at hive fat i, og der skal jo helst også blive bare en lille portion mandelsmør. Til den portion på billedet er der brugt ca. 150 g mandler (det er en spiseske, der er i glasset).

Sådan gør du

  • Hæld mandlerne på en stegepande uden fedtstof, skru op for varmen, og rist under omrystning eller -røring, til mandlerne begynder at bevæge sig og blive en smule mørkere.
  • Nu skal mandlerne hakkes. En kraftig minihakker eller foodprocessor er at foretrække. Hvis du har en ”træt” minihakker, ligesom min, kan det godt blive nødvendigt at holde pauser undervejs, så den ikke brænder sammen, eller at tage stavblenderen til hjælp til sidst.
  • Hak, hak, hak. Først bliver mandlerne til hakkede mandler. Så bliver de til mandelmel. Herefter til en puré mere eller mindre jævn. Du kan godt stoppe her, så får du en grov konsistens. Men hvis du fortsætter lidt endnu, får du en jævn, tyk masse – mandelsmør. Det er den, jeg foretrækker.
  • Hæld smørret på et rengjort glas med tilhørende tætsluttende låg, og opbevar det i køleskabet.

-->-->-->-->

Beates tips til mandelsmør

Tip 1: Mandlerne kan ristes i ovnen i stedet for på pande. De skal have 10 minutter ved 180° C. Bred dem ud på en bageplade eller bradepande beklædt med bagepapir. Der som sådan ingen forskel på, om du rister i ovn eller på pande. Jeg synes bare det er lidt overkill at tænde for ovnen for 10 minutters skyld, men skal du bruge ovnen til noget andet bagefter, er det jo smart nok. Det sparer jo i hvert fald opvask af panden.

Tip 2: Du behøver faktisk slet ikke at riste mandlerne for at lave mandelsmør. Du kan sagtens lave mandelsmør af rå mandler. Det giver en lidt anden smag. Jeg er mest til den ristede smag. Men smag og behag er jo som bekendt forskellig.

Sidst opdateret: 8. november 2022
Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.
5 from 1 vote (1 rating without comment)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter

Tilmeld nyhedsbrev

Deltag i november måneds lodtrækning om ART fra SodaStream (værdi: 1109 kr)

Når du udfylder formularen, giver du samtykke til at modtage markedsføringsmateriale fra HurtigMums.dk. Du kan altid afmelde dig igen. Privatlivspoltik.