Her får du Beates opskrift på mock duck. Et rigtig godt alternativ til and.
Mock duck
Ingredienser
- 2 dl syltet rødkål
- 1 løg
- 6 spsk. sojasauce
- 10 svesker uden sten
- 2 spsk. ribsgelé
- 2 spsk. olie + lidt til stegning
- Ca. 260 g hvedegluten – kan købes i helsekostforretninger
- Salt og peber
Sådan gør du
- Dræn den syltede rødkål for væde.
- Pil løget, og skær det i kvarte.
- Kom rødkål, løg, sojasauce, svesker, ribsgelé og olie i blenderen, og blend til det bliver til en ensartet masse.
- Tilsæt hvedegluten samt salt og peber, og blend det til det samler sig.
- Ælt det hele godt sammen. Tilsæt evt. mere hvedegluten, hvis massen er for klistret.
- Form fire lige store stykker ”andebryst”, og læg dem i en dampindsats.
- Hæld vand i en gryde, der passer til din dampindsats, og bring vandet i kog.
- Skru ned til svag til middel varme, og sæt dampindsatsen på gryden, og damp under låg i ca. ½ times tid.
- Vend stykkerne, og damp videre i ca. ½ times tid mere, eller indtil de ikke er så klæge mere.
- Steg stykkerne i olie et par minutter på hver side, så de får stegeskorpe.
Nutrition
Min mock duck-opskrift
Mange tænker måske julemad, når der er and på menuen. Men jeg kan godt lide and hele året. Måske ikke andesteg – for det er lidt for meget mad til kun os selv – men f.eks. andebryst eller andelår. Nå ja, og mock duck selvfølgelig. Derfor er der heller ikke det traditionelle juletilbehør til på billedet.
Hjemme hos har vi ikke spor imod at spise vegansk eller vegetarisk. Men at påstå, at mock duck smager af and, synes jeg ikke er helt rigtigt. Det smager dejligt, men ikke af and.
Hvad er hvedegluten?
Hvedegluten er en slags hvedemel med et meget højt proteinindhold – hvilket jo er perfekt, hvis du slet ikke spiser kød. Proteinindholdet er 77 g pr. 100 g, hvor almindeligt hvedemel kun har 10,6 g pr. 100 g. Til gengæld er kulhydratindholdet meget lavt. Nemlig kun 10,6 g pr. 100 g, hvor almindeligt hvedemel har 68,7 g pr. 100 g.
Mock duck på dåse
Køber du mock duck på dåse, er det en god idé at marinere ”kødet” før det steges på panden eller i ovnen.
Til en dåse mock duck (280 g) laver du en marinade af ¼ dl smagsneutral olie, ½ spsk. sojasauce, 1 knsp. røget paprika, ½ tsk. tørret oregano, 1 knsp. tørret rosmarin, 1 knsp. stødt kanel samt et nip salt og et kværn peber.
Dræn ”kødet”, læg det i marinaden, og lad det marinere i mindst ½ times tid, men gerne mere. Steg på panden, eller bag i 20 minutters tid ved 150° C, til stykkerne er varmet igennem.