Othellolagkage

Othellolagkage er en dansk kage, som har sit navn efter William Shakespeares tragedie, Othello, som er baseret på en italiensk novelle. Othello handler om kærlighed, jalousi, forræderi og racisme. Og netop mørk og lys, sort og hvid er farverne på en othellolagkage. Indeni ses også farven rød.

Othellolagkagen er blevet utrolig populær på det sidste. Måske på grund af chokoladen – hvem elsker ikke chokoladekage – men det er kun toppen, for Othellolagkage er fyldt med lækkerier. Eller måske er det Mette Blomsterberg, der har gjort den populær ved at give os blod på tanden i konditorkunsten, fordi hun har en evne til at få al ting til at se legende let ud – eller i det mindste besværet værd.

Othellolagkage opskrift

othellolagkage

Othellolagkage – opskrift

2.89 fra 9 stemmer
Samlet tid: 4 timer
Antal: 12 personer
Forfatter: Beate Grandahl
Othellolagkage er ikke en lagkage, du lige klasker sammen i løbet af nul komma fem. Den tager sin tid og sin flid. Men den er helt klart besværet værd. Jeg bruger pasteuriserede æggehvider og -blommer, fordi det er nemmere at veje af end friske æg.
Elsker du kager så tag et kig med her hos Saxo på deres kagehylde. Her finder du de bedst bøger i Danmark om at lave kager!

Ingredienser

Redskaber du skal bruge, som du måske ikke lige har i skuffen

  • 1 lagkagering på 24 cm i diameter
  • 1 bånd kageplast
  • 4 engangssprøjteposer

Vaniljeflødecreme

  • Kornene fra ½ vaniljestang
  • 75 g sukker
  • 70 g majsstivelse
  • 4 dl sødmælk
  • 60 g pasteuriserede æggeblommer
  • ½ l piskefløde

Vaniljekagebunde (2 stk.)

  • 100 g pasteuriserede æggeblommer
  • 65 g sukker
  • Kornene fra ½ vaniljestang
  • 1 tsk. bagepulver
  • 100 g hvedemel
  • 200 g pasteuriserede æggehvider

Makronbund

  • 125 g ren rå marcipan
  • 75 g flormelis
  • 60 g pasteuriserede æggehvider
  • Lidt smagsneutral olie til at smøre med

Overtræksmarcipan

  • 200 g ren rå marcipan
  • 100 g flormelis + lidt ekstra til udrulning
  • 50 g glukosesirup

Chokoladeglasur

  • 75 g mørk chokolade med ca. 55 % kakao
  • 150 g flormelis
  • Lidt vand

Til at samle og pynte med

lodtrækning

Sådan gør du

Sådan laver du Othellolagkage

For at lave en Othellolagkage skal du igennem nedenstående trin. Det tager noget tid, men der er ikke rigtig nogen genveje når du laver en Othellolagkage, så det er at følge trinene en efter en. Til gengæld bliver det et fantastisk resultat - nemlig din egen Othellolagkage.

    Vaniljeflødecreme

    • Bland vaniljekornene med sukker og majsstivelse.
    • Tilsæt 1 dl af mælken, og pisk det grundigt sammen.
    • Tilsæt æggeblommer, og pisk det hele sammen.
    • Kog resten af mælken og 3½ dl af piskefløden samt den tomme vaniljestang op.
    • Tilsæt sukker- og majsstivelseblandingen, og pisk grundigt, til det tykner og bliver til en creme.
    • Fjern vaniljestangen, og hæld cremen over i en kold skål.
    • Dæk cremen med husholdningsfilm – direkte på cremen, så der ikke dannes kondens – og sæt den i køleskabet i minimum 3 timer.
    • Pisk cremen glat, når den har stået på køl i 3 timer.
    • Pisk den sidste 1½ dl piskefløde til skum – ikke for stift – og vend det i vaniljecremen med en dejskraber eller lignende – IKKE piske.

    Vaniljekagebunde

    • Tænd ovnen på 190° C.
    • Pisk æggeblommer samen med sukker og vaniljekorn, til en tyk æggesnaps.
    • Bland bagepulveret i melet, og sigt det ned i æggemassen.
    • Pisk æggehviderne stive, og vend dem forsigtigt i lidt ad gangen, til dejen er ensartet.
    • Tegn en cirkel efter lagkageringen på to stykker bagepapir, og læg dem på hver sin bageplade.
    • Fordel lagkagedejen ligeligt på de to cirkler, og smør den jævnt ud.
    • Bag bundene i ca. 10 minutter, til de er gyldne og giver efter, når du trykker let på dem.
    • Lad bundene afkøle, og ”skær” dem efter med lagkageringen.

    Makronbund

    • Tænd ovnen på 180° C.
    • Ælt marcipan og flormelis sammen med en lille smule af æggehviden.
    • Tilsæt mere æggehvide lidt ad gangen, og ælt det sammen – det må ikke klumpe.
    • Kom massen i en sprøjtepose, og klip et lille hul.
    • Smør lagkageringen med lidt smagsneutral olie, og sæt den på en bageplade beklædt med bagepapir.
    • Sprøjt makronmassen ud i et jævnt lag i hele ringen.
    • Bag bunden i ca. 15 minutter, til den har fået en let gylden farve.
    • Lad bunden køle helt af, og fjern derefter bagepapir og lagkagering forsigtigt.

    Overtræksmarcipan

    • Rør marcipan, flormelis og sirup sammen til en ensartet masse.
    • Opbevar massen ved stuetemperatur i en lukket plasticpose.

    Chokoladeglasur

    • Hak chokoladen fint.
    • Smelt den over vandbad.
    • Rør flormelis og en lille smule vand sammen til en tyk glasur i en kasserolle, og varm den en anelse.
    • Tilsæt den smeltede chokolade.
    • Tilsæt evt. mere vand, til glasuren har den rette konsistens.
    • Chokoladeglasuren skal være lun, når den skal smøres ud, så den skal laves lige inden påsmøring.

    Sådan samler du en Othellolagkage

    • Sæt lagkageringen på et fad, og sæt kageplast i kanten af den.
    • Læg makronbunden i.
    • Pisk 3 dl af piskefløden til skum, og fyld det i en sprøjtepose, og klip et hul på 1 cm.
    • Sprøjt flødeskum rundt i kanten, så den danner en tynd væg.
    • Smør halvdelen af hindbærmarmeladen på makronbunden.
    • Fyld vaniljeflødecreme i en sprøjtepose, og klip et hul på 1 cm, og sprøjt cremen ud i et jævnt lag helt ud til flødeskummet.
    • Læg en af vaniljebundene på, og pres den let ned.
    • Gentag fra pkt. 4, og afslut med den sidste vaniljebund, som også presses let ned.
    • Stil kagen på køl – gerne til næste dag, eller i hvert fald til den har sat sig.
    • Fjern forsigtigt lagkagering og kageplast, og stil kagen på det fad, den skal serveres på.
    • Drys bordet og en kagerulle med lidt flormelis, og rul overtræksmarcipanen ud til et bredt, langt bånd, der kan nå hele vejen rundt om din kage. Mål op, og skær til, mens båndet ligger på bordet. Marcipanåndet skal være ca. 2 cm højere end kagen.
    • Rul det tilpassede marcipanbånd forsigtigt sammen, og rul det rundt om lagkagen, og sæt enderne pænt sammen.
    • Smør den lune chokoladeglasur på toppen af kagen.
    • Pisk de sidste 2 dl fløde til skum, og fyld det i en sprøjtepose med en 1,2 cm glat, rund tylle, og sprøjt fine flødeskumsbomber hele vejen rundt i kanten af din othellolagkage.
    • Servér med det samme, eller opbevar kagen i køleskabet, indtil den skal serveres.

    Det er helt klart en fordel, at klargøre, bage og blande de ting, du kan dagen i forvejen, så du kun skal samle, lave chokoladeglasur og pynte lige inden du skal servere din Othellolagkage.

    Se eventuelt også vores opskrift på Gateau Marcel eller Pavlova – begge fantastiske kager.

    Sidst opdateret: 23. marts 2024
    Picture of Beate Grandahl

    Beate Grandahl

    Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

    En reaktion

    2.89 from 9 votes (8 ratings without comment)

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    Opskrift Vurdering




    Se også disse opskrifter

    Tilmeld nyhedsbrev

    Deltag i december måneds lodtrækning til gavekort på 1000 kroner til Butik TusindTanker.dk

    Når du udfylder formularen, giver du samtykke til at modtage markedsføringsmateriale fra HurtigMums.dk. Du kan altid afmelde dig igen. Privatlivspoltik.