Stegeben er ikke en ret, du laver på nul komma fem, men for pokker da, hvor smager det godt. Stegeben skal stege (simre) så længe, at kødet er så mørt, at det næsten selv falder af benene. Stegeben skal helst være godt polstrede af kød, det giver den bedste smag.
Jeg køber altid stegeben hos slagteren – aldrig i supermarkedet. For dem du køber i supermarkedet, ja, de lever op til navnet – i hvert fald den sidste del af navnet – B E N. Når jeg køber stegeben hos slagteren, beder jeg altid om GODE stegeben. Nogle der er så gode, at slagteren selv gider spise dem.
Opskrift på stegeben i gryde
Ingredienser
- 2 kg kødfulde stegeben
- 30 g stegemargarine eller smør
- 1-2 laurbærblade
- 1 spsk. mel
- ½ l valgfri bouillon – jeg bruger oksebouillon
- Salt og peber
Sådan gør du
- Tag den store gryde frem, og brun smørret eller margarinen i den. Brun herefter stegebenene på alle sider – evt. ad flere gange. Drys salt og peber over.
- Kom laurbærblade(t) i gryden, og drys melet over, og vend stegebenene rundt i det, til al melet er opsuget.
- Tilsæt bouillon, dæmp varmen, læg låg på, og lad det simre i 1-1½ time, til kødet er så mørt, at det næsten falder fra benene.
- Tag stegebenene op, og hold dem varme. Fjern laurbærblade(t), og skum sovsen for fedt om nødvendigt. Smag til med salt og peber.
Det smager skønt med en god kartoffelmos og en lækker salat – for eksempel en melonsalat – eller coleslaw til, eller de kan serveres med kold kartoffelsalat.
Tip: Har du ofte svært ved at få din sovs til at smage af noget – det kan især være et problem, hvis du ikke har en god fond eller sky at lave den på – så smag til med både det salte, det søde og det sure. Den nemmeste måde at gøre det på er at tilsætte salt som vanligt og smage til med eddikelagen fra de syltede agurker, asier eller lignende. Den er både sur og sød, da den består af eddike og sukker. Der skal ikke så meget til bare en enkelt skefuld eller ca. deromkring, men det gør underværker.
Stegeben i ovn
Som tidligere nævnt kan du også stege stegeben i ovnen. Det gør du ved at komme dem i en bradepande og brune dem i ovnen ved 250° C i ca. 20 minutter. Hæld fedtet fra bradepanden, kom ½ l kogende bouillon i bradepanden og et par laurbærblade og lidt salt og peber, læg stanniol over, og steg videre i ca. 25-30 minutter. Tjek undervejs for væde, og tilsæt eventuelt lidt vand om nødvendigt.
Sluk for ovnen. Si væden. Sæt stegebenene tilbage i den slukkede ovn, så de holdes varme, og lav en brun sovs af væden.