Coleslaw – opskrift original
Ingredienser
- 1½ hvidkålshoved af de mindre – ca. 400 g
- 2 gulerødder
- 1 spsk. sød sennep
- ½ dl æblecidereddike
- ½ tsk. stødt spidskommen
- 1½ spsk. sukker
- 1 dl skyr eller græsk yoghurt
- 1¼ dl hjemmelavet mayonnaise
- Salt og peber
Sådan gør du
- Snit hvidkålen fint – men ikke så fint som på et rivejern.
- Skræl gulerødderne, og riv dem på den grove side af rivejernet.
- Bland en marinade af sennep, æblecidereddike, stødt spidskommen, 1 skefuld sukker, lidt salt og peber.
- Bland kål, gulerødder og marinade sammen i en stor frysepose, og massér marinaden godt og grundigt ind i grøntsagerne.
- Læg pose med indhold i køleskabet i ca. 1 time – eller længere tid. Massér den engang imellem.
- Tag posen ud af køleskabet, og hæld indholdet i en sigte, og lad marinaden dryppe af.
- Bland en dressing af skyr, mayonnaise og den sidste halve skefuld sukker.
- Smag til med salt og peber og evt. mere sukker, så dressingen får en let sødlig smag.
- Vend kålblandingen i dressingen.
- Smager skønt til grillmad eller i en burger/sandwich – f.eks. i en pulled pork burger.
Nutrition
Hvordan laver man coleslaw?
Her på HurtigMums har vi lavet to opskrifter til dig. En original coleslaw opskrift, som vi anbefaler hvis du vil kæle for din coleslaw og en hurtig variant til de travle aftener.
Lidt om coleslaws historie
Coleslaw – De fleste anser nok coleslaw som værende af amerikansk oprindelse. Det er noget man spiser til grillmad og barbecue. Men tro om igen. Det menes nemlig, at selv de gamle romere har spist coleslaw, og at den moderne form først er opstået i det 18. århundrede. Navnet coleslaw stammer fra det nederlandske koolsla – en forkortet udtale af kool salade – som betyder kål-salat.
Coleslaw består nemlig af kål – oftest hvidkål, men rødkål kan også forekomme. I den traditionelle udgave er der også revet gulerod, men frugter – som ananas, æbler eller lignende – kan også forekomme. Grøntsagerne vendes i en dressing, der førhen bestod af olie og vineddike, men hvor der vel i den moderne udgave som oftest er indblandet noget mayonnaise.
Hjemmelavet coleslaw – den hurtige
Ingredienser
- 400 g hvidkål
- 2 gulerødder
- 1 stort rødt æble
- ½-1 dl mayonnaise
- 2 spsk. fløde
- 1 spsk. sød sennep
- Friskpresset citronsaft
- Lidt klippet purløg
- lidt sukker
- Salt og peber
Sådan gør du
- Snit kålen i fine strimler.
- Skræl gulerødderne, og riv dem og æblet på den grove side af rivejernet.
- Bland mayonnaise, fløde og sennep, og smag til med citronsaft, salt og peber og evt. sukker – den må gerne være lidt sød i smagen.
- Klip lidt purløg ned i dressingen, og vend grøntsagerne i.
- Denne coleslaw bliver bedre, jo længere tid den trækker, men selve tilberedningen kan du klare på 10 minutter.