Pakora er oprindeligt en stegt snack fra Indien, men findes flere steder på den indiske halvø – bl.a. også i Bangladesh, Nepal og Pakistan. Det er en velsmagende måde at få brugt dine grøntsagsrester på.
I Indien bruges de tit som en lille ekstra ret før maden, men de smager også godt bare som en snack. De ligner nærmest små aliens i mange forskellige former. De er sprøde og lækkert krydrede.
Opskrift på pakora
Pakora – opskrift
5 fra 2 stemmer
Samlet tid: 20 minutter minutter
(skærm slukker ikke)
Forfatter: Beate Grandahl
Du kan sikkert bruge mange andre former for krydderier og/eller grøntsager, men denne opskrift har jeg fået fra en indisk kollegas hustru, så den er vel så indisk, som den kan blive med råvarer fra Danmark.
Ingredienser
- 1 løg
- 3 kartofler ca. 250-300 g – du kan også bruge aubergine og blomkål eller en blanding
- 2 grønne chilipebre
- 1 håndfuld frisk koriander
- 1 spsk. revet ingefær
- 1 tsk. salt
- 2 tsk. garam masala
- 1 tsk. gurkemeje
- 1 tsk. tørrede bukkehornsfrø
- 1 tsk. spidskommen
- ½ tsk. chilipulver
- 100 g mel
- Vand
- En god portion olie
Sådan gør du
- Pil løget, halvér det, skær det i tynde skiver, og kom det i en stor skål.
- Skræl kartoflerne, riv dem, eller hak dem meget fint, og kom det ned til løget.
- Hak chilipebre og koriander, og riv skrællet ingefær, og kom det hele i skålen sammen med salt, garam masala, gurkemeje, tørrede bukkehornsfrø, spidskommen og chilipulver, og si herefter melet i. Bland det hele med hænderne.
- Tilsæt små mængder vand lidt ad gangen, til du har en tyk dej, der dækker alle grøntsagerne. Klem blandingen grundigt med din fingre, så du er sikker på, at alle krydderierne blandes godt. Vent herefter ikke for længe med at fritere dejen.
- Varm olien op i en gryde. Test varmen ved at komme en lille klump dej i. Syder den og stiger op til overfladen, er olien varm nok.
- Sænk skefulde af dejen meget forsigtigt ned i olien – fyld ikke for mange i gryden – og lad dem fritere til de er gyldne. Brug en hulske til at tage dine pakora op med, når de er færdige, og læg dem på køkkenrullepapir. Sænk flere skefulde dej ned, indtil du har brugt det hele.
Det smager rigtig lækkert. Velbekomme og nyd din pakora!
Hvis du vil prøve noget andet indisk, så er naanbrød også lækkert.