Rabarbertærte – Rabarber er en sæsonfrugt. Det er de fleste frugter og grøntsager, men rabarberen er en af de frugter, der ikke kan fås ret mange – om nogen – steder uden for sæson. Derfor er det med at få dem brugt, når de er her. Retten her står på rabarbertærte, men der er også andre muligheder som rabarberkompot eller rabarberkage. Det kan du læse mere om via de to links.
Er du bange for oxalsyren, som de indeholder, kan du tilsætte Nonoxal, men hvis ikke du overdriver dit indtag af rabarber, eller hvis du spiser dem sammen med mælkeprodukter, så er der ikke den store risiko ved at spise rabarber. Dog skal du holde dig fra bladene, dem er der så stort et indhold af oxalsyre i, at de ikke er sunde at indtage. Hvorvidt de smager godt, skal jeg lade være usagt, for jeg har aldrig smagt på dem.
Rabarber derimod, dem har jeg smagt mange – lige siden min barndom, hvor vi havde dem i køkkenhaven – de smager heldigvis himmelsk, og du kan lave nøjagtig lige så mange forskellige og lækre ting af rabarber, som du kan af alle mulige andre frugter – grød, kompot, marmelade, saft, is osv.
Rabarbertærte
Ingredienser
- 1 rulle tærtedej – kan købes i de fleste dagligvarebutikker og smager særdeles udmærket når den er fyldt med lækre sager
- 600-700 g rabarber – renset vægt
- 75 g sukker
- 2 æggehvider
- 100 g makroner
- Lidt flydende margarine eller lignende til at smøre formen med
Sådan gør du
- Tag tærtedejen ud af køleskabet, og lad den ligge i stuetemperatur 20-30 minutter.
- Skyl, og rens imens rabarberne, og skær dem 2 cm lange stykker.
- Kog dem med sukkeret – det er ikke nødvendigt at tilsætte vand – til de er kogt ud til en kompot.
- Smag evt. til med mere sukker, hvis den er meget sur.
- Lad rabarberkompotten køle lidt af.
- Tænd ovnen på 200° C.
- Pisk æggehviderne helt stive.
- Knus makronerne, og vend dem i de stiftpiskede æggehvider.
- Smør tærteformen, og læg dejen i, og skær den til, så den passer i størrelsen. Resten af dejen lægger du til side.
- Fordel æggehviderne på tærtebunden.
- Fordel rabarberkompotten ovenpå.
- Skær den resterende dej fra før i strimler, bladforme, blomsterforme, hjerter, eller hvad du nu har lyst og kunstneriske evner til.
- Læg dine raffinerede kreationer oven på tærten.
- Sæt tærten i ovnen, og lad den bage 25-30 minutter, til den er gennembagt.