Rødbedesuppe – en dejlig vintersuppe, der trækker tråde til den kendte borsjtj, men i en enklere og mindre omstændig version. Hovedpersonerne i denne suppe er rødbeder og søde kartofler, som giver en fantastisk sødme, mens chili og ingefær giver et godt kick. Til sidst afrundes suppen med en god sjat piskefløde, som gør den afbalanceret og fuldendt.
Hvis man nogensinde har været på vej hjem efter en lang dag, hvor regnen siler og vinden blæser, så ved man, at det som regel kan lette på humøret at tænke på, hvilket måltid man skal dykke ned i, når man er kommet hjem og har fået det tunge overtøj af. Det skal være hurtigt, nemt, varmt og velsmagende, og vigtigst af alt skal det højne vinterhumøret – både smagsmæssigt og farvemæssigt. Det er denne smukke suppe perfekt til efter min mening – farven alene kan formildne selv den værste pessimist.
Tip: Jeg kommer suppe i fryseren til de travle dage. Hvis jeg sætter den til optøning om morgenen, inden jeg tager afsted, så ved jeg, at der suppe klar på ingen tid, når jeg kommer hjem.
Opskrift på rødbedesuppe
Rødbedesuppe – opskrift til 4 personer
Ingredienser
- 2 spsk olie
- 1 løg
- 5 medium rødbeder
- 4 medium søde kartofler
- 1 liter grøntsagsbouillon
- 0,25 tsk sort peber
- ½ tsk stødt ingefær
- ½ tsk stødt chili
- Evt lidt salt
- ½ dl piskefløde
Sådan gør du
- Start med at skrælle rødbederne og de søde kartofler. Skræl evt. rødbederne med handsker på, så farven ikke sætter sig fast i hænderne. Vask dem godt.
- Hak løget og steg det i olie i en stor gryde ved medium varme. Lad dem stege i nogle minutter, indtil de er bløde og velduftende.
- Hak rødbederne og de søde kartofler, mens løget steger. Skær dem i stykker af ca 2×2 cm. Suppen skal blendes, så størrelsen er ikke så vigtig, men det er nemmest at have med at gøre, hvis de ikke er alt for store.
- Kom grøntsagerne op i gryden til løget og steg lidt videre, ca. 3 minutter.
- Tilsæt grøntsagsbouillon og giv det et opkog. Lad simre i ca. 20 minutter, eller indtil grøntsagerne er møre.
- Blend suppen med en stavblender, indtil den er helt lind. Tilsæt ingefær, chili, peber og smag efter, om den skal have lidt salt. Afslut med piskefløde.
Nutrition
Se eventuelt også vores græskarsuppe her.