Tunsalat smager skønt i en sandwich eller på et stykke rugbrød. Der findes mange forskellige opskrifter på tunsalat. Med æg, uden æg, med majs, uden majs, med kapers uden kaper osv. Og kommer du en gang kogt pasta i, bliver den så mættende, at du også kan spise den som aftensmad.
Tunsalat er én af de mayonnaisesalater du kan finde i dagligvarebutikkernes kølediske, men hvorfor købe til dyre penge, når du kan lave den selv meget billigere og bedre – og så tager det kun 10 minutter.
Tunsalat opskrift
Ingredienser
- 2 dåser tun i vand
- 3 spsk. mayonnaise – jep den hjemmelavede naturligvis. Intet andet kan betale sig, hverken for pungen eller smagen
- 3 forårsløg – også de grønne toppe
- 1 spsk. cremefraiche
- 1½ tsk. dijonsennep
- 1 spsk. citronsaft
- 2 spsk. kapers
- Tilbehør til tunsalat
- 8 skiver godt sandwichbrød bagels, boller eller lignende
- 4 spsk. bredbladet persille
- 3-4 radiser
- 4-6 cherrytomater
- Lidt dild
Sådan gør du
- Start med at hælde indholdet af tundåserne i en sigte, så de kan dryppe godt af. Vandet tunsalat er ikke et hit.
- Har du ikke har lavet mayonnaisen i forvejen, så start med den.
- Ordn forårsløgene, når mayonnaisen er rørt, og skær dem i tynde skiver. Tag så meget med af denne grønne top, som du vil være bekendt.
- Rør den afdryppede tun med mayonnaise, cremefraiche og dijonsennep.
- Hak kapersene groft – meget groft, der må gerne være hele og halve imellem – og vend dem i tunsalaten.
- Smag til med citronsaft, salt og peber.
- Rist brødskiverne på begge sider på brødristeren eller i ovnen – sidstnævnte kan være en fordel, når der er så mange skiver, at de ikke kan være på/i brødristeren på én gang.
- Fordel imens den skyllede – evt. grofthakkede – bredbladede persille på fire tallerkner.
- Fordel tunsalaten på fire skiver brød, og læg de resterende fire skiver oven på, og klem let sammen. Skær hver sandwich over diagonalt.
- Læg to halve sandwich på hver tallerken oven på den bredbladede persille. Pynt med skivede radiser, halverede cherrytomater og et par duske dild.
Nutrition
Tip: Hvis du anretter tunsalaten fint i eksempelvis et glas med en citronskive eller -båd og serverer med en skive af verdens bedste brød, så kan du sagtens bruge anretningen som en forret til hverdag eller festlige lejligheder.
Tunsalat med æg
Vil du gerne have lidt mere fylde i din tunsalat, kan du – udover at komme kogt pasta i – koge fire æg, til de er hårdkogte. Dem kan du så enten skære i tern og blande i tunsalaten, skære dem i både og dekorere med dem, eller skære dem i skiver og komme dem ind i sandwichen sammen med tunsalaten.
Opbevaring og holdbarhed
Tunsalaten skal opbevares i køleskabet, hvor den kan holde sig i et par dage. Den egner sig ikke at til at blive frosset ned, den skiller ved optøning.