Asparges med bacon

Asparges med baconAsparges med bacon er nemt tilbehør til grillmad, sommerretter og festmad. Kort sagt hele året – hvis du kan få asparges. Danske asparges kan du kun få i begrænset tid, og det er næsten synd at ødelægge den gode smag ved at pakke dem ind i bacon. Eller er det?

Nej, pjat. Den gode smag kommer da stadig til udtryk, måske endda endnu bedre. Friske, danske asparges pakket ind i dansk bacon, er god smag pakket ind i god smag. Du kan bruge både hvide asparges og grønne asparges. Fremgangsmåde er dog ikke helt den samme.

Asparges med bacon

Grønne asparges med bacon

Det er såre simpelt, og det kan næsten ikke gå galt. Og du kan gøre dem klar i forvejen, og så lægge dem på grillen eller på en grill- eller stegepande, kort tid inden middagsgongongen lyder.
5 fra 2 stemmer
Ret: Tilbehør
Køkken: Dansk
Samlet tid: 20 minutter
Sværhedsgrad: Nem
Antal: 4 personer
Kalorier: 129kcal

Ingredienser

  • 500 g grønne asparges (svarer til 1 bundt)
  • 100 g bacon i tynde skiver

Sådan gør du

  • Skyl aspargesene, og knæk den nederste træede del af, og kassér den.
  • Tag 1, 2 eller 3 aspargeser – afhængig af tykkelse – og sno et stykke bacon om. Ikke for tykt, for så bliver det ikke sprødt, fordel det hellere over et længere stykke af aspargesene.
  • Læg aspargesene på en kold pande, og skru helt op for varmen, til det begynder at syde. Steg aspargesene ved middel/høj varme på alle sider, til baconen er sprød og har taget farve. Eller læg dem på grillen, og grill dem på alle sider.

Næringsindhold pr. servering

Kalorier: 129kcal | Kulhydrat: 5g | Protein: 6g | Fedt: 10g | Mættet fedt: 3g | Kolesterol: 17mg | Natrium: 168mg | Kalium: 302mg | Fiber: 3g | Sukker: 2g | Vitamin C: 7mg | Calcium: 30mg | Jern: 3mg

Asparges med bacon i ovnen

Hvis ikke de skal på grillen, synes jeg faktisk, det er nemmere og bedre at lave aspargesene i ovnen end på panden. Jeg synes, de bliver mere sprøde, og jeg slipper for stegeos og fedtsprøjt i hele køkkenet.

Tænd for ovnen, inden du går i gang med at klargøre asparges og bacon. Indstil den på 200° C.

Følg nu punkt 1. og 2., og læg dem derefter aspargesene på en rist med en bageplade under, eller læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir – det første giver det bedste resultat.

Sæt pladen i ovnen, og steg dem i ca. 15 minutter, til bacon har taget farve og er blevet sprød.

 

Hvide asparges med bacon

Som nævnt kan du også bruge hvide asparges. Det foregår på en lidt anderledes måde, for de hvide asparges smager ikke helt så godt, hvis de ikke bliver lidt møre, og skal de nå at blive det på panden, svider baconen.
0 fra 0 stemmer
Ret: Tilbehør
Sværhedsgrad: Nem
Antal: 4 personer
Kalorier: 105kcal

Ingredienser

  • 8 hvide asparges - tykke
  • 100 g bacon - i tynde skiver

Sådan gør du

  • Skræl aspargesene, og knæk den nederste træede del af, og smid den ud.
  • Damp dem møre i lidt vand – bare sådan en 5-6 minutter – hvorefter de dryppes af i en sigte.
  • Steg baconskiverne på en tør pande – de skal ikke være for sprøde, men stadig bøjelige.
  • Tag baconen af panden, lad det køle en smule af, og vikl det herefter rundt om den nederste del på hver enkelt asparges.
  • Læg dem på panden igen, og lad baconen blive helt sprød.

Næringsindhold pr. servering

Kalorier: 105kcal | Kulhydrat: 1g | Protein: 3g | Fedt: 10g | Mættet fedt: 3g | Kolesterol: 17mg | Natrium: 166mg | Kalium: 50mg | Sukker: 1g | Jern: 1mg

Alternativer til bacon

Synes du, at bacon er lige lovligt fedt, eller er du vegetar eller veganer, så du ikke spiser kød, kan du stadig godt lave asparges med … ja, et eller andet andet.

Er du på jagt efter noget mere magert til dine asparges, fristes du måske til at prøve med kalkunbacon. Lad være. Det er langt fra den samme smagsoplevelse. Kalkunbacon er tykkere og bliver ikke sprødt på samme måde som svinebacon, og det har langt fra den samme smag.

Lufttørret skinke

Du kan i stedet bruge pancetta, som er en italiensk, lufttørret saltet og krydret skinke, der er rullet sammen til en stor pølse.

Skæres den i tynde skiver, kan de blive lige så sprøde som bacon. Pancetta er ikke røget, ligesom bacon er, og derfor vil smagen også være lidt mildere, end hvis du bruger bacon – til gengæld er det ikke nær så fedt. På samme måde kan du også bruge anden lufttørret skinke. Men pancettaen er helt bestemt kongen.

Fakon, vacon eller lækon

Er du vegetar eller veganer. Så kender du sikkert allerede facon – sammentrukket af fake og bacon – eller vacon, som også er en vegansk bacon.

Måske laver du den selv af shiitake eller af kokosflager, som er smagt til med røget paprika. Problemet med disse former for facon/vacon er, at det ofte ikke er muligt at sno det om noget som helst på grund af konsistens og/eller størrelsen.

Den sidste mulighed er lækon – lækker bacon – som laves af strimler af rispapir, der er dyppet i en marinade af gærflager, olie, sojasauce, flydende røgaroma og vand. Skiverne kan godt rulles omkring aspargeser, men det er lidt noget ”nas” at stå med. Smagen … altså det er IKKE bacon, men det har en god, røget smag, og kan sagtens erstatte baconen, når du vil spise kødløst, men alligevel vil lave asparges med bac.. … øh, lækon.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter

Cookie indstillinger
x