Avocado med rejer. Avocado er så lækker en frugt med rigtig mange anvendelsesmuligheder. Dog skal den være moden. En umoden avocado er uspiselig. Den er hård og sej og smager grimt. Men en solmoden avocado fra Mellemamerika – uh, det er godt. Spis den med et skvæt citronsaft, en klat cremefraiche og lidt salt og peber. Eller fyld den med rejer. Har du prøvet det? Det skulle du tage at gøre.
Første gang jeg smagte avocado, var jeg ung og umoden, og det var den også. Det var mig ubegribeligt, at andre roste avocadoer i så høje toner. Der gik flere år, før jeg forsøgte mig med avocado igen. Denne gang var den moden, og pludselig så jeg dens potentiale.
Forret med avocado og rejer
Ingredienser
Sådan gør du
- Skær den ene citron over.
- Skær avocadoerne over på tværs, og udhul dem (gem skallerne).
- Kom alt avocadokødet i en dyb tallerken, og mos det med en gaffel.
- Tilsæt cremefraiche, og smag til med citronsaft, salt og peber.
- Skyl og hak dilden – gem noget til pynt – og bland det i.
- Hak rejerne groft – gem også her nogle til pynt – og bland også dem i avocadomosen.
- Fordel mosen i de otte avocadoskaller, og pynt med hele rejer, dild og en citronskive eller -båd.
- Servér med flutes.
Nutrition
Sådan vælger du den bedste avocado
Det kan godt nok være svært at finde en tilpas moden avocado lige netop den dag, du skal bruge den. Tit er de brune og halvrådne, eller de er hårde og umodne. Ingen af delene er optimalt.
Er der flere dage til, du skal bruge avocadoerne, så køb hellere umodne avocadoer, og lad dem modne hjemme i køkkenet. Det tager et par dage på køkkenbordet. Lægger du dem i frugtskålen sammen med æblerne, eller lægger du dem i papirposen med tomater, går det endnu hurtigere. Både æbler og tomater udskiller nemlig ætylen, som fremskynder modningsprocessen.
Når du køber avocadoer, så mærk forsigtigt på skallen. Er der områder, hvor der ligesom er luftlommer og ingen modstand, så er den helt sikkert ved at rådne indefra. Den vil du ikke have.
Mærk i toppen af avocadoen – oppe ved blomsterstilken. Er den blød, men har stadig bid, så er den moden. Den skal altså ikke være blød som guacamole.
Piller du blomsterstilken af, vil en tilpas moden avocado være gullig i fordybningen, hvor stilken har siddet. Er den grøn eller lysegrøn er den umoden, og er den mørkegul eller brun er den overmoden.
Avocado med rejer er en klassisk forret, som holder hele vejen fra 90erne til i dag!
4 Responses
… jeg vil mene, du skærer dem over på langs. 🙂 Dan
Du har helt ret 😉
Super god opskrift
Har lavet den mange nu og alle er vild med den
Det var lækkert fik dem dog ikke most kun udhulet med teske.