Chokolade muffins har kun én ulempe … eller to måske – de er vanedannende og de forsvinder som dug for solen, så lav endelig dobbeltportion eller tredobbelt, ellers er der med garanti ikke nok.
Det er ikke ”ægte” chokolade der er i de chokolade muffins, du får opskriften på her, men det gør dem bestemt ikke dårlige. For det giver en god, crunchy effekt med chokoladeknapperne.
Sunde chokolade muffins
Efter sigende skulle kakao være sundt og indeholde opkvikkende stoffer, og antioxidanter som virker styrkende på immunsystemet og beskyttende på kredsløbet. I disse muffins er der kakao … nej, jeg vil ikke gå så vidt som til at påstå, at muffins er sunde – sådan for helbredet, men de er i hvert fald opkvikkende og sunde for mit humør.
Muffins med chokolade
Ingredienser
- ½ kg hvedemel
- 3 tsk. bagepulver
- 1½ tsk. natron
- 8 spsk. kakaopulver – rigtig kakaopulver ikke kakaodrik som indeholder sødemiddel
- ½ tsk. fint salt
- 200 g sukker
- 150 g chokoladeknapper
- 2 æg
- 2 tsk. vaniljeekstrakt
- ½ l mælk
- 1¾ dl olie
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 170° C på varmluft – har du en konventionel ovn, så varm den op til 190° C.
- Sigt mel, bagepulver, natron, kakaopulver og salt.
- Tilsæt sukker og chokoladeknapper.
- Pisk æg, vaniljeekstrakt og mælk sammen.
- Tilsæt olien, og rør det godt sammen. Det er nemmest i en røremaskine.
- Bland de våde ingredienser med de tørre, og rør igen, til du har en samlet dej. Du skal ikke piske kun røre.
- Sæt papir- eller silikonemuffinsforme i en muffinbageplade, og fordel dejen i formene.
- Bag muffinene i ovnen i ca. 20-25 minutter. Stik med en kødnål eller lignende i en eller to af muffinene for at se, om de er færdigbagte. Følger der dej med op på nålen, er de ikke færdige.
Hvis det skal være crème de la crème, så snup en god mørk chokolade, og smelt den i vandbad, og hæld den over de færdigbagte chokolade muffins – det er mums!
Chokolade muffins som dessert
Serverer du chokolade muffinene lune med en klat god vaniljeis eller lækker sorbet til, bliver de en særdeles lækker dessert til festmiddagen. Måske som en nyfortolkning af suppe, steg og is. Ærtesuppe til forret, flæskestegssandwich til hovedret – det er da alternativt – og chokolade muffins med is til dessert.
Chokolade muffins holdbarhed
Muffinene her kan holde sig et par dage – hvis du kan holde fingrene fra dem.
Uden den smeltede chokolade kan de fryses. Kom dem i en pose eller beholder, der er egnet til fødevarer og frost, og læg dem i fryseren. De kan holde sig i op til 3 måneder – hvis du lader dem blive i fryseren, vel at mærke!
Er du sulten efter flere godter fra HurtigMums, så kan du skrive din mail her! Så modtager du inspiration og mulighed for at deltage i HurtigMums konkurrencer fra tid til anden 🙂