Glutenfri boller er ikke noget, jeg normalt gør mig i. Jeg har ingen problemer med gluten – mig bekendt, der er sikkert nogle, der kan fortælle mig noget andet. Men kan du ikke tåle gluten, så er denne opskrift perfekt.
Det er min overbevisning, at vi skal spise så varieret som muligt – altså også gluten, hvis ikke du er glutenallergiker, naturligvis. Men på et tidspunkt havde jeg et feriebarn, der var glutenallergiker, så derfor købte jeg noget glutenfri melmix samt noget grov glutenfri melmix – begge dele fra Finax, der findes sikkert også andre udmærkede mærker. Men efter ferien, havde jeg stadig ca. ½ pakke tilbage af både den grove og den ”hvide”. Så hvorfor ikke bruge det til boller?
Glutenfri boller
Ingredienser
- 40 g smør
- 2½ dl mælk
- 25 g gær – ½ pakke
- 2 æg
- 3 spsk. sukker
- ½ tsk. vaniljesukker
- 1 lille nip salt
- 1 tsk. kardemomme – kan udelades
- 400 g glutenfri melmix – evt. den røde fra Finax
- 50 g grov glutenfri melmix – evt. den grønne fra Finax
- 1 spsk. fiber HUSK til bagning
Sådan gør du
- Smelt smørret, hæld det i skålen til røremaskinen – har du ikke en røremaskine skal du bruge din håndmixer med piskerisene – og tilsæt mælken.
- Opløs gæren i blandingen.
- Kom det ene æg plus ca. halvdelen af det andet æg i, og rør rundt – hvis du ikke ved, hvordan du deler et æg, så læs mere efter opskriften.
- Tilsæt sukker, vaniljesukker, salt og evt. kardemomme, og rør rundt.
- Tilsæt halvdelen af melet, og rør rundt, til du har en jævn dej.
- Tilsæt resten af melet, og rør rundt i ca. 8- 10 minutter.
- Dejen bliver ikke, så den kan æltes med hænderne, men fiberpulveret skal nok få den til at blive mere fast, end den er nu.
- Dæk skålen med et rent viskestykke, og lad dejen hæve i ½ time ved stuetemperatur.
- Beklæd en bageplade med bagepapir.
- Sæt 14 lige store boller på bagepladen ved hjælp af to skeer, og ”form” dem pænt runde. Klistrer dejen til skeerne, så dyp dem i lidt koldt vand indimellem.
- Tænd ovnen på 200° C varmluft og gerne med damp, hvis du har den mulighed.
- Lad bollerne efterhæve tildækket og lunt i 15 minutter.
- Pensl bollerne med det sidste halve æg, og sæt dem i ovnen i ca. 25 minutter, til de lyder hult, når du banker let på dem med en finger.
Du kan variere bollerne ved at komme rosiner, tranebær, chokolade eller lignende i, helt ligesom med klassiske ikke glutenfri boller.
Sådan deler du et æg
Når du kun skal bruge ½ æg, slår du et helt æg ud i en lille skål, pisker det sammen og hælder i dejen, hvad der svarer til ca. halvdelen.
2 Responses
Kan ikke se hvornår i opskriften der tilsættes HUSK?
Hej Litha
Det beklager jeg. Det skal blandes i det første hold mel, og derefter tilsættes.
De bedste hilsener
Beate, HurtigMums