Gammeldags æblekage – opskrift
Ingredienser
- 500 g æbler – gerne nogle, lækre, saftige, velsmagende madæbler
- ½ dl vand
- 150 g sukker
- ½ vaniljestang
- 75 g rasp
- 75 g makroner
- 50 g smør
- 2 dl piskefløde
- nogle klatter ribsgele eller lignende
Sådan gør du
- Skræl æblerne, og skær dem i mindre stykker.
- Skrab kornene ud af den halve vaniljestang.
- Bring æbler, vaniljekorn og -stang i kog i vandet, skru ned, når vandet koger, og kog æblerne, til de begynder at koge ud – ca. 10 minutter.
- Fjern vaniljestangen, tilsæt 100 g sukker, rør det hele til en ensartet mos, og lad det køle af. Du kan sagtens lave æblegrøden dagen før, kagen skal bruges, og lad den køle af til dagen efter i køleskabet.
- Bland rasp og de sidste 50 g sukker, og brun det i smørret, uden at det svider på. Rør i det hele tiden.
- Knus makronerne – f.eks. i en frysepose med en kagerulle eller lignende.
- Anret æblekagen i en gennemsigtig skål, eller portionsanret i et velegnet glas.
- Læg først et lag kold æblemos, så et lag rasp, og så et lag knuste makroner, fortsæt, til alt er brugt – det sidste lag skal være rasp eller evt. knuste makroner. Hvor mange og hvor tykke lag, du lægger, afgør du selv.
- Pisk fløden til flødeskum lige inden servering, og pynt kagen/portionsanretningerne med det.
- Pynt evt. med gele.
Noter
Nutrition
Opskrift på gammeldags æblekage med makroner og vanilje
Hvis du siger æblekage, så siger jeg god og gammeldags æblekage – for jeg har ikke oplevet den slags æblekage andre steder end i Danmark, altså RIGTIG æblekage. Æbletærter, æblekage med smuldredej, æblekager i formkager – alle sammen bagt. God, gammeldags, dansk æblekage bliver ikke bagt.
Enhver dansk restauration med respekt for sig selv, serverer naturligvis den gammeldags version. Den er lavet af æbler kogt til en grød lagt lagvis i en skål – stor eller lille – med sukkeristet rasp, evt. tilsat knuste makroner og afsluttet med et lag flødeskum på toppen og måske en lille, blævrende klat rød gele.
Æblekage med smuldredej
En anden form, der er utrolig populær og velsmagende er æblekage med smuldredej. Den finder du opskriften på her. Eller du kan lave den efter samme opskrift som denne rabarberkage blot med æbler i stedet.
Æbletærte
På samme måde kan du lave æbletærte efter opskriften på rabarbertærte. Og ja og hvis du allerede har gennemskuet det, så er det netop det syrlige ved både æbler og rabarber, der gør at man kan erstatte de forskellige ingredienser med hinanden. Nå ja og så har vi i skrivende stund ikke en opskrift på æbletærte her på siden, så du bliver nød til at nøjes med denne rabarbertærte, men til gengæld er det en rigtig god opskrift på rabarbertærte og rabarberkage, som du kan finde her på siden.
Forberedelsestid: 20 minutter
Tilberedningstid: 20 minutter