Hvid pizza

Har du lyst til at prøve noget nyt, der emmer af hygge og forkælelse? Hvid pizza er en spændende og anderledes variation af den klassiske pizza. Her undgår vi tomatsovsen og lader de lyse ingredienser som ost, kartofler og jordskokker træde i centrum. Det er en ret, der både overrasker og imponerer – perfekt til en stille aften eller en hyggelig middag med venner og familie.

Denne opskrift giver dig frihed til at eksperimentere med fyld og sammensætning. Måske finder du på din egen favoritversion? Uanset hvad, er hvid pizza et hit, der både smager skønt og er nemt at lave.

Opskrift på hvid pizza

hvid pizza

Hvid pizza

Ingen anmeldelser
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 1 time 45 minutter
Samlet tid: 2 timer
Ret: aftensmad
Antal: 4 personer
Forfatter: Beate Grandahl
Hvid pizza er det nye sort. Pizzaen er hvid – eller lys – fordi bunden ikke bliver smurt med kød- eller tomatsovs. Fyldet består oftest af kartofler, ost og en eller anden form for frisk grønt. Men jeg har da også set en hvid pizza med bacon. Så er den godt nok ikke så hvid mere, men den smager sikkert fortrinligt.

Ingredienser

  • ½ l vand
  • 25 g gær
  • 1 spsk. salt
  • 1 tsk. sukker
  • 1 kg tipo 00 hvedemel
  • 2 spsk. olivenolie
  • 300 g jordskokker
  • 100 g kogte afkølede kartofler
  • 200 g revet ost
  • 1 tsk. tørret oregano
  • 40 g hasselnødder
  • 75 g skærefast gedeost
  • Lidt grønt drys – f.eks. rucola bredbladet persille eller basilikum
lodtrækning

Sådan gør du

  • Opvarm vandet til 37° C.
  • Opløs gæren i vandet.
  • Bland salt og sukker i melet, og tilsæt det sammen med olien.
  • Ælt dejen – eller kør den i røremaskinen – i 8-10 minutter.
  • Lad dejen hæve lunt og tildækket i ca. 1 time.
  • Skræl imens jordskokkerne, skær dem i skiver, og kom dem i kogende vand i 2-3 minutter.
  • Hæld jordskokkerne i et dørslag, skyl dem med koldt vand, og lad dem derefter dryppe af.
  • Skær de kogte kartofler i skiver.
  • Tænd ovnen på 225° C – ikke varmluft – med en bageplade i.
  • Rul pizzadejen ud til en firkant eller cirkel, og læg den på et stykke bagepapir.
  • Drys pizzabunden med revet ost.
  • Fordel skiver af jordskokker og kartofler ovenpå.
  • Drys med oregano samt salt og peber.
  • Tag den varme plade ud af ovnen, og træk bagepapiret over på den.
  • Sæt pladen med pizza i ovnen, og bag den i 5 minutter.
  • Hak imens hasselnøddekernerne, og skær gedeosten i skiver.
  • Drys hasselnøddekernerne over pizzaen, og bag den igen i 5 minutter.
  • Fordel skiver af gedeosten på pizzaen, og lad den bage i 5-7 minutter mere.
  • Skyl det grønne drys, og skær det evt. i mindre stykker.
  • Tag pizzaen ud af ovnen, og fordel det grønne drys på den.

Min opskrift på hvid pizza

Når jeg laver hvid pizza, kan jeg godt finde på at lade dejen langtidshæve natten over i køleskabet. Så sparer jeg tid dagen efter, fordi jeg ikke skal afsætte tid til at røre/ælte dejen. Samtidig sparer jeg også hævetiden. 

Når jeg lader dejen langtidshæve bruger jeg kun 5 g gær, som opløses i koldt vand fra hanen. Dejen tager jeg ud af køleskabet 1 time før, jeg går i gang med at rulle den ud.

Jeg kan også finde på at købe en færdig pizzadej. Det gør det meget hurtigere at lave hvid pizza. Det er jo bare at trille dejen ud, lægge fyldet på og bage den. Så er maden klar på under ½ time.

Stop madspild

Hvis der er en mulighed for, at I ikke spiser op. Så fordel kun det grønne drys på de stykker, der er skåret ud. Så kan du nemt fryse resten af pizzaen ned til en anden dag. Og ellers smager pizzaen også godt kold dagen efter.

Sidst opdateret: 3. januar 2025
Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter

Tilmeld nyhedsbrev

Deltag i december måneds lodtrækning til gavekort på 1000 kroner til Butik TusindTanker.dk

Når du udfylder formularen, giver du samtykke til at modtage markedsføringsmateriale fra HurtigMums.dk. Du kan altid afmelde dig igen. Privatlivspoltik.