Det er altid svært at afgøre om noget er ”verdens bedste”. I hvert fald når det handler om ikke målbare ting – som smag. Men hvis du bruger ”verdens bedste” råvarer til din brownie, så kan resultatet også kun blive verdens bedste brownie – intet mindre!
Jeg har virkelig kræset for disse brownies. Jeg har prøvet mig frem med forskellige typer chokolade med forskelligt indhold af kakao. Jeg har også prøvet forskellige typer af kakaopulver – og her er faktisk større forskel, end jeg nogensinde har været klar over. Kakaopulver er ikke bare kakaopulver. Og så har jeg prøvet med forskellig smagstilsætning – lakrids kan ikke anbefales.
Opskrift på verdens bedste brownie

Verdens bedste brownie
Ingredienser
- 200-225 g valnødder – eller 100 g valnøddekerner
- 250 g Mellõv Kokoa Kamili 70 % fra Tanzania
- 135 g usaltet smør – gerne økologisk
- 5 økologiske mellemstore æg fra fritgående høns
- 380 g sukker – gerne økologisk
- 65 g hvedemel
- 1 knsp. bagepulver
- 2 spsk. økologisk Pureviva Raw kakaopulver
- 1 knsp. havsalt
- ½ tonkabønne – kan udelades
- Ingredienser til chokoladeglasur
- 25 g smør – gerne økologisk
- 200 g Mellõw Kokoa Kamili 70 % fra Tanzania
- ½ dl piskefløde – gerne økologisk
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 170° C, varmluft.
- Knæk valnødderne, og hak kernerne fint.
- Hak chokoladen groft, og smelt den over vandbad sammen med smørret.
- Pisk æg og sukker hurtigt sammen, og vend den smeltede chokolademasse i med en dejskraber.
- Sigt mel, bagepulver og kakaopulver sammen.
- Tilsæt hakkede valnøddekerner, salt og revet tonkabønne, og rør det i chokolade-æggemassen.
- Beklæd en form på ca. 24 x 24 cm med bagepapir, og hæld dejen i.
- Sæt formen med dejen til verdens bedste brownie i ovnen, og lad den bage i ca. 40 minutter – den skal være lidt ubagt i midten. Så når du stikker en kødnål eller strikkepind i kagen, skal der hænge lidt dej fast på den.
- Afkøl verdens bedste brownie i formen.
- Lav en chokoladeglasur ved at smelte smør, grofthakket chokolade samt fløde, og fordel massen på den afkølede kage.
- Lad glasuren størkne, og skær derefter kagen ud i 12-14 stykker.
Det er ikke absolut nødvendigt at komme glasur på kagen, den smager superlækkert uden. Men mere chokolade … det er bare bedre!
Mellõw chokolade
Mellõw Kokoa Kamili er lavet af økologiske kakaobønner, som kommer fra The Mbingu Village i Tanzania. Men firmaet bag af Dansk.
Pureviva Raw kakaopulver
Pureviva Raw kakaopulver er også økologisk, og det har aldrig været udsat af højere temperaturer end 40-42° C – modsat andre kakaotyper, der bliver lavet ved 50-60° C – heraf navnet Raw. Pureviva er økologisk og usødet.
Tonkabønner
Tonkabønner kommer fra Kumaru-træets frugter. Træet gror i Sydamerika, og smagen af ”bønnerne” er sød og let krydret med noter af mandel, vanilje og en anelse kanel.
Hvad kan du servere sammen med verdens bedste brownie?
Verdens bedste brownie smager fantastisk som den er – men du kan nemt løfte den endnu et niveau med få, enkle serveringsforslag. Her er nogle idéer:
- Med is: En kugle god vaniljeis eller saltkaramel-is smelter lækkert over den lune brownie.
- Med friske bær: Jordbær, hindbær eller blåbær giver et frisk og syrligt modspil til den søde, tunge kage.
- Med flødeskum eller creme fraiche: Et let pisket flødeskum eller en klat creme fraiche med lidt vanilje runder smagen fint af.
- Med kaffe eller dessertvin: En stærk espresso eller en sød dessertvin som portvin eller muscat passer perfekt til brownien.
- Som desserttallerken: Skær brownien i små firkanter og servér med is, bær og chokoladesauce – perfekt til gæster!