Vietnamesiske forårsruller bliver også kaldet friske forårsruller. Det er hammer hyggeligt at lave og spise vietnamesiske forårsruller. Vi serverer det altid som ”saml selv-mad”. Alt bliver gjort klar og hældt, lagt, puttet i små skåle og på fade og sat på bordet. Så er det bare at gå i gang for den enkelte med at samle sin egen forårsrulle. Og det er ikke spor svært.
Den del som mange finder svært når der skal rulles vietnamesiske forårsruller, det er det pokkers rispapir. Enten går det i stykker eller også klistrer det sammen – begge situationer med dårligt resultat, for papiret kan ikke bruges.
Teknik til at rulle vietnamesiske forårsruller
Hør nu her! Tag et tærtefad eller et andet fad hvor hele rispapiret kan ligge i. Kom koldt vand i – ikke lunkent, ikke varmt, koldt vand – så det kan dække rispapiret, så det er ikke ret meget der skal til. Kom rispapiret i ét ad gangen, lad det ligge ca. 8-10 sekunder, og tag det så op igen. Brug en lille tang (f.eks. en snegletang) for hygiejnens skyld.
Er du meget længe om at fylde dit rispapir, så læg det på et vådt klæde imens så det ikke tørrer ud. Læg fyldet i en bred stribe et pænt stykke fra kanten. Rul rispapiret lidt ind over fyldet, fold siderne ind over, og rul en enkelt gang mere. Læg evt. mere fyld på, eller rul til alt rispapiret er rullet til en … ja, rulle. Skær evt. over på midten.
Forslag til fyld til vietnamesiske forårsruller
Fyldet i rullerne skal naturligvis være vietnamesisk, men hvad er det? Det vietnamesiske køkken er primært inspireret af det kinesiske, tilsat lidt fra det franske og krydret med det malaysiske, cambodjanske og thailandske. Men overordnet set skal det være frisk, sprødt og delikat.
Alt hvad der skal i, skal naturligvis skæres i strimler, hakkes eller på anden måde være i mundrette bider.
- Forårsløg, grønne asparges, svampe, radiser, gulerødder, agurker, peberfrugter, chilipebre, sukkerærter, bladselleri, avocado
- Spinat, salat, kål
- Edamamebønner, spirer
- Krydderurter – som koriander, mynte, bredbladet persille og lignende
- Kogte nudler, kogt quinoa
- Krabbekød, rejer
- Stegt kød – kylling, kalkun, and, svinekød
- Laks
Mulighederne er rigtig mange, det er kun fantasien der sætter grænser. Begræns dig til nogle få ingredienser. Ligeledes behøver du heller ikke komme alt hvad der er på bordet i hver enkelt forårsrulle, prøv dig i stedet frem med forskellige smagsvarianter.
Vietnamesiske forårsruller skal dyppes i dip
Når først forårsrullen er klar til spisning, så skal den jo også lige dyppes i noget. Her vil jeg klart foreslå hoisinsauce, kinesisk soja og/eller chilisauce stærk eller mild.
Hvad drikker man til vietnamesiske forårsruller
Men det er jo ikke nok med noget godt at spise, der skal også noget læskende til ganen. Det kan være lidt vanskeligt da der jo er så mange forskellige smage indblandet i denne servering. Jeg vil helt klart anbefale en hvidvin. Mit eget valg er en Riesling Leiwener Feinherb som passer perfekt til asiatisk mad og til de mange grøntsager og det lyse kød samt skaldyr.
Velbekomme!
Forberedelsestid: 20 minutter
Tilberedningstid: 0 minutter