Bavette steak – flap meat

Opskrift på bavette steak eller flap meat

bavette steak

Bavette steak opskrift (til panden) / flap meat

Forb. tid: 35 minutter
Tilb. tid: 25 minutter
Antal: 4 personer
Forfatter: Beate Grandahl
Selvom kødet ikke skal tilberedes så længe, så tager det alligevel en times tid at tilberede den ret, du får opskriften på herunder. Det gør den, fordi kødet har godt af at marinere inden tilberedning, og fordi det også tager lidt tid at lave den sindssygt lækre sovs.

Ingredienser

  • 600 g bavette steak
  • ½ dl olivenolie + en god sjat til stegning
  • 1 spsk. vineddike
  • 4 rødløg
  • 4 fed hvidløg
  • 2 spsk. smør
  • 2 dl piskefløde
  • 2-3 spsk. cognac – kan udelades – så springer du bare pkt. 10 over
  • Lidt kruspersille
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Læg kødet i en pose godkendt til fødevarer, og hæld olie, eddike samt lidt salt og peber ned til det.
  • Massér marinaden godt ind i kødet, og sæt det herefter til side i mindst ½ time i stuetemperatur. Den kan godt tåle at marinere i længere tid, men så skal den sættes i køleskabet og tages ud ½ times tid før, den skal tilberedes.
  • Pil rødløgene, halver dem, og skær dem i skiver.
  • Pil hvidløgsfeddene, og hak dem groft.
  • Sautér rødløgene ved middel varme i olie i 5-7 minutters tid under jævnlig omrøring – de skal ikke blive brune.
  • Tilsæt hvidløg, og sautér i yderligere 3-4 minutter, til både løg og hvidløg er blevet bløde.
  • Tag løg og hvidløg af panden.
  • Skru op til høj varme, og brun kødet godt af på begge sider.
  • Skru ned til middel varme, kom smørret på panden, og drypsteg kødet i ca. 8-10 minutter – afhængig af tykkelse og ønsket om, hvor stegt det skal være – vend kødet flere gange undervejs.
  • Kom cognacen på panden, og flambér kødet. Husk at være på sikker afstand af emhætte, overskabe, øjenbryn, hår – og evt. skæg.
  • Tag kødet af panden, og lad det hvile.
  • Kom løg og hvidløg fra før på panden, og rør rundt.
  • Tilsæt fløde, og kog det op ved middel varme.
  • Smag til med salt og peber.
  • Skær kødet i tynde skiver på tværs af fibrene – det er på den lange led. Bliver skiverne for lange, kan du med fordel skære kødet over på midten, inden du skærer det i skiver.
  • Kom kødskiverne i den varme sovs, og pynt med lidt skyllet og hakket persille.
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Min opskrift til bavette på panden

Bavette er en udskæring, som endnu ikke er så kendt i Danmark. Men den bliver dog mere og mere populær. Det er en udskæring, der skæres fra koens slag – altså fra maveområdet. Det er en ekstremt saftig og mør udskæring, og derfor skal den heller ikke tilberedes så længe, hvis du vil bibeholde den saftige og møre konsistens – og det vil du. Se opskriften herunder.

Bavette – eller bavette steak – kaldes også for flap meat eller flapsteak. Sidstnævnte ikke at forveksle med flanksteak, som er en anden udskæring fra samme område af koen

Tilbehør til bavette steak / flap meat

Kartofler i ovn eller bagte rodfrugter og evt. dampede eller grillede majs eller bagte tomater smager godt til bavette steak. Men egentlig kan du servere hvad som helst til, som du ville servere til en hvilken som helst anden steak.

Sidst opdateret: 24. marts 2024
Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter