Vaffeldej

Vaffeldej og vafler.

Er du den heldige ejer af et vaffeljern – nyt som gammelt? Det er jeg! Og det er en nem måde at lave noget lækkert til eftermiddagskaffen eller -teen. Men sådan har det ikke altid været, for jeg har ikke altid været lige heldig med mine vafler. Så hang de i, så ville de ikke flyde ud over hele pladen, så smagte de af for lidt, så blev de bløde – og tro mig bløde, slatne vafler er ikke noget der tiltaler mine smagsløg.

Vafler skal være sprøde, de skal flyde ud så de får den flotte facon, og de skal være nemme at få af pladen.

Hvordan laver man vafler?

Læs opskriften og fremgangsmåden nedenfor, for at vide hvad du skal bruge af køkkenredskaber og ingredienser. 

vaffeldej

Opskrift på vaffeldej og vafler

4.43 fra 7 stemmer
Samlet tid: 40 minutter
Ret: Dessert
Antal: 10 ca
Kalorier: 242kcal
Forfatter: Beate Grandahl
Så her får du en opskrift på vaffeldej til de lækreste, sprøde og nemme vafler. Resultatet kan du se på billedet.

Ingredienser

  • 3 ¾ dl mel
  • 2 tsk. bagepulver hvis du vil undgå kedelig kemi i dit bagepulver, så brug eksempelvis det her bagepulver fra urtekram
  • 1 spsk. sukker
  • ½ vaniljestang
  • 1 nip salt
  • 2 dl mælk
  • dl vand
  • 1 æg
  • 125 g smør

Sådan gør du

  • Start med at smelte smørret.
  • Skrab kornene ud af den halve vaniljestang.
  • Bland de tørre ingredienser sammen.
  • Tilsæt de våde ingredienser, og pisk – gerne med en elpisker – til dejen er helt fri for klumper.
  • Varm vaffeljernet op som det står beskrevet i vaffeljernets brugervejledning.
  • Pensl evt. med lidt olie – hvis det ikke har slip let-belægning.
  • Hæld nu dej på så det lige dækker. Bag til vaflerne er gyldne – det tager 3-4 minutter på mit vaffeljern, men det er forskelligt fra vaffeljern til vaffeljern.
  • Tag vaflerne af, og læg dem enkeltvis på en bagerist – det er FORBUDT at stable dem eller lade dem overlappe hvis du vil have absolut sprøde vafler, for det danner kondens. Det bedste er naturligvis at spise dem efterhånden som de bliver taget af. De kan alternativt placeres på en rist, som der foreslås i videoen nedenfor.
  • Servér med syltetøj, flormelis, flødeskum eller hvad I nu har lyst til. På billedet er vaflerne serveret med blåbærsmarmelade, et par skiver pecorino ost og lidt creme fraiche på toppen.

Nutrition

Kalorier: 242kcal | Kulhydrat: 30g | Protein: 5g | Fedt: 11g | Mættet fedt: 7g | Kolesterol: 44mg | Natrium: 127mg | Kalium: 76mg | Fiber: 1g | Sukker: 1g | Calcium: 48mg | Jern: 2mg

Du kan godt fryse vafler og lune dem i ovnen inden servering, men de bliver ikke lige så sprøde som de friskbagte

Læs eventuelt også anmeldelsen af vaffeljern her.

Nedenunder videoerne her kan du læse mere om Belgiske vs normale vafler:

Belgiske vafler – eller bare vafler?

Er der forskel på belgiske vafler og klassiske vafler? Det korte svar er, ja, det er der. Men det kan godt uddybes lidt mere.

De belgiske vafler stammer oprindeligt fra Bruxelles – Belgiens hovedstad – hvilket måske er indlysende ud fra navnet, men wienerbrød stammer jo ikke fra Wien og svensk pølseret ikke fra Sverige, og sådan er der så meget. Men belgiske vafler stammer altså fra Belgien.

De Belgiske vafler er bagt af en let dej. De er firkantede og har større og dybere mønster end de klassiske vafler. Der findes dog også runde vaffeljern, der har det store, dybe mønster, der anvendes til belgiske vafler. De klassiske vafler er ofte hjerteformede – 4, 5 eller flere hjerter sat sammen til en ”kløver”.

De belgiske vafler blev oprindeligt bagt med gær, men i dag bruges der oftest bagepulver ligesom i de klassiske vafler.

Dejen til de belgiske vafler bliver ofte gjort mere let og luftig ved at vende stiftpiskede æggehvider i dejen til sidst, inden vaflerne bages på det varme vaffeljern.

Ligesom med de almindelige vafler findes der flere forskellige opskrifter på belgiske vafler. Nogle er med f.eks. sødmælk, andre med kærnemælk. Der kan også være forskellige smagsvarianter – citronskal, vaniljesukker, kardemomme osv.

Tilbehør til belgiske vafler

Oprindeligt blev belgiske vafler serveret med pisket fløde og friske jordbær.

Det gør de stadig, men de kan også serveres med andre former for friske frugter og bær, med flormelis, med vaniljeis og chokoladedrys eller med sirup eller smør.

Vafler i det salte køkken

De fleste, der har et vaffeljern, ved godt, at det står mere ubrugt hen i køkkenskabet, end det står parat på køkkenbordet til at bage vafler på.

De søde vafler er nemlig ikke en hverdagsspise, men noget der som regel kun serveres en gang imellem til specielle lejligheder. Det er måske også derfor, det er ekstra lækkert, når det sker.

Men du kan bruge dit vaffeljern til meget andet end at lave søde vafler i. Du kan lave vafler som tilbehør til din aftensmad.

Det skal selvfølgelig ikke være søde vafler, men vafler uden sukker. Du kan komme næsten, hvad som helst i dine vafler, det skal bare være moset (f.eks. kogte grøntsager og rodfrugter) eller findelt (f.eks. rå grøntsager, der har været en tur i minihakkeren). Sådanne vafler er derfor også ideelle at bruge rester i.

Dej til madvafler

Lav en dej af 75 g mel (gerne to typer – f.eks. sigte- og hvedemel), 1 tsk. bagepulver, 1 tsk. valgfrit krydderi (afhængig af hvilke smage, der er i hovedretten), 30 g smeltet, afkølet smør, 1½ dl mælk, 1 æg, lidt salt og evt. peber. Bland det hele sammen med mosede eller hakkede grøntsager – så meget som dejen nu kan ”trække”. Dejen skal have en tykkelse ca. ligesom almindelige vaffeldej – måske lidt tykkere.

Vaflerne bliver ikke lige så sprøde som, når du laver dessertvafler.

Historie: Vafler eller jernkager?

I de gode gamle dage havde man noget man kaldte jernkager. De er forgængeren til de vafler du kender i dag. Jernkager var meget populære i Frankrig, Tyskland og det der i dag hedder Holland og Belgien i 1800-tallet. Faktisk er der historiske data på jernkager helt tilbage til middelalderen. Denne type kager eller vafler minder meget om dem vi har i dag, men de lavedes dengang typisk med gær. På Ærø er det stadig en tradition at lave Løvtenspandekager med netop gær. Denne type pandekagedej minder meget om den helt gamle type vafler, da man kaldte det jernkager!

Læs også den lækre opskrift på havregrynskugler her.

Det bedste vaffeljern at vælge?

Der kan være flere faktorer der spiller ind når man skal vælge et vaffeljern – f.eks. form, størrelse og antal. Det er meget individuelt, hvad man ønsker. Men derimod er der også nogle faktorer, der er værd at undersøge inden du investerer i et nyt vaffeljern.

Vælg et vaffeljern med non-stick belægning. Det er godt givet ud, da det på den måde er langt nemmere at få vaflerne ud når de er færdige, uden at de går i stykker. Samtidig gør det også rengøringen meget nemmere, fordi vaffeldejen ikke sætter sig fast.

En anden fordel vil være at vælge et vaffeljern der har indikator. Det kan både være med lyd eller lys. Så giver den besked når den er varm nok til at dejen kan komme i, og giver igen besked når de er klar. Så slipper du for at skulle åbne undervejs og risikere, at de går i stykker af den grund.

Sidst men ikke mindst, skal du gøre op med dig selv, om du skal bruge et traditionelt eller belgisk vaffeljern. De belgiske vafler er typisk de mest populære, og har en helt anden højde med dybe huller. Et vaffeljern kan med fordel bruges til meget mere end bare de traditionelle vafler. Så hvis du anskaffer dig et vaffeljern, kan du f.eks. også lave frokostvafler med spinat, eller pizza-vafler du kan spise til aftensmad.

I junglen af vaffeljern, finder du alt fra Sage luksusvaffeljern til gode budget-alternativer f.eks. Shefu. Det største udvalg i Danmark finder du ved vores partner KitchenOne.dk, som har mere end 35 forskellige varianter. Se udvalget af de bedste vaffeljern her .

Sidst opdateret: 23. marts 2024
Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

11 Responses

  1. Hej

    Et hurtigt spørgsmål: Hvad mener du med fosfatsyre og hvorfor skulle dette være farligt.

    1. Hej Hans

      Sædvanligvis indeholder bagepulver dinatriumdiphosphat, som er et salt af fosforsyre, som menes at kunne give syreskader på tænderne. Dog skal der nok spises en del vafler, før det sker. Så hvorvidt, man kan kalde det skadeligt … Men i hvert fald kan man sige, at hvis man har det princip at undgå kemi i sin mad, så er der alternativer også for bagepulver, som f.eks. Urtekrams. Vi kan nok blive enige om, at det er et lidt uheldigt ordvalg, så det har jeg rettet. Tak for dit input.

      De bedste hilsner

      Johan og hurtigmums

  2. Kunne ikke rigtigt få dem til at blive fyldige og sprøde. De virkede til at falde sammen og smagte ubagt ☹️

    Ved ikke hvad jeg gjorde forkert…

    1. Hej Brian
      Det er jo selvfølgelig altid ærgerligt, når tingene ikke lykkes til tilfredshed, men der er ikke andet at gøre end at prøve igen. Hvis de virkede ubagte, skal de måske have lidt længere tid i dit vaffeljern end angivet.
      De bedste hilsner
      Beate og hurtigmums

  3. Vil man med fordel kunne tilføje 1 tsk. kardemomme og fintrevet skal fra 1/2 øko citron til dejen?

    1. Hej Jakob
      Det lyder da som et glimrende forslag, der da bestemt skal afprøves. Tak for dit input.
      De bedste hilsner
      Beate, HurtigMums

  4. 3 stars
    Man bliver nød til at bage dem i ovnen ved 100 grader ellers smager de ubagte. Er ikke til at spise med det samme

    1. Hej Mr. Pandekage
      I mit vaffeljern bliver de fine. Men alle vaffeljern er jo ikke ens. Du kan også prøve at give dem lidt længere tid eller lidt mere varme i vaffeljernet.
      De bedste hilsener
      Beate, HurtigMums

  5. Jeg har et sage vaffeljern. Jeg har forsøgt at bage vafler- de blev bløde og kedelige. Hvad skal temperaturen være på vaffeljernet, og hvor længe skal vaflerne bages? mvh. Birte.

    1. Hej Birte
      Det var da trist. Jeg har ikke erfaring med dit vaffeljern, og mit vaffeljern kan ikke indstilles til en nøjagtig temperatur. Jeg kører på fuld speed og bager i ca. 4 minutter. Men det kan være meget forskelligt fra vaffeljern til vaffeljern. Nærmere kan jeg desværre ikke komme det. Måske der står nogle anbefalinger i brugervejledningen til dit vaffeljern.
      De bedste hilsener
      Beate, HurtigMums

4.43 from 7 votes (6 ratings without comment)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter