Det skorter ikke på gode grunde til at tilberede og servere blomkålssuppe – måske mest til hverdag, men det kan også sagtens serveres som skrub af-mad efter familiefesten eller som en lille ret til buffeten. Men tilbage til alle de gode grunde:
- Blomkålssuppe er billigt at lave
- Blomkålssuppe er hurtigt at lave
- Blomkålssuppe er nemt at lave
- Blomkålssuppe smager skønt
- Blomkålssuppe er sundt
- Blomkålssuppe kan varieres i det uendelige
Nå ja og fik jeg nævnt at der kun er omkring 25 kalorier per 100 gram blomkål. Det er da noget af et plus for os med tendens til at spise lidt for meget, når det smager godt.
Blomkålssuppe med bacon
Men hvad kræver en god blomkålssuppe? Først og fremmest skal der er et godt hoved til – et lækkert og frisk blomkålshoved. Er det sæson for blomkål (omkring juni måned), så skal du helt klart gå efter et dansk blomkålshoved.
Skal suppen serveres for vegetarer skal der selvsagt ikke være kød i, men ellers smager blomkålssuppe med bacon – eller lufttørret skinke hvis du vil spare på kalorierne – super godt til. Du kan også komme ristede svampe i eller drysse med æble- og løgtern lige inden serveringen og måske et drys grønt.
Til blomkålssuppen serverer du naturligvis et godt brød.
Se endnu mere inspiration til aftensmaden fra vores venner fra Gastrofun
Blomkålssuppe med bacon
Ingredienser
- 1 blomkålshoved
- 1 fed hvidløg
- 2 små skalotteløg
- 3 skiver bacon eller lufttørret skinke
- 1 dl fløde
- 6-9 kammuslinger – afhængig af størrelse
- Olivenolie
- Salt og peber
- Lidt frisk basilikum
- 3 skiver godt brød
Sådan gør du
- Fjern de grønne blade fra blomkålen, og skær det nederste grove stykke af stokken.
- Del blomkålen i mindre stykker – også stokken.
- Kog blomkålen i så meget vand at det lige netop dækker. Blomkålen skal koges mør. Så mør at den kan blendes efterfølgende.
- Pil imens hvidløgsfeddet og skalotteløgene.
- Skær skalotteløgene i små tern.
- Steg baconen/skinken i mikroovnen eller på en stegepande.
- Svits løgternene i lidt olie eller i fedtet fra baconen hvis du har valgt bacon og har stegt det på en pande.
- Hæld vandet fra blomkålen, men smid det ikke ud.
- Lad kålen dryppe godt af, og blend den herefter med hvidløgsfeddet.
- Spæd op med kogevandet så du får en blomkålspuré.
- Kog herefter blomkålspureen op med fløden til den bliver glat og lækker.
- Smag til med salt og peber.
- Dup kammuslinger tørre med lidt køkkenrulle, fjern den lille muskel på siden – hvis den stadig er der – og gnid muslingerne med olie.
- Steg herefter kammuslingerne på en grillpande ca. 1 minut på hver side – afhængig af størrelse.
- Servér blomkålssuppen varm med kammuslinger, et drys ristede løgtern og en dusk basilikum samt brød – gerne lunt – og en skive bacon/skinke til.