
Det er altid bedst at købe dansk og økologisk. Så sparer du miljøet for en masse giftstoffer – både med hensyn til ukrudts-, sygdoms- og skadedyrsbekæmpelse samt transport. Derudover handler det med hensyn til kød om at vælge svin, fjerkræ og fisk frem for lam og okse – sådan i store træk – og om at købe hele stykker kød i stedet for f.eks. hakket kød eller kyllingebrystfileter osv.

Fisk i fad – klimavenlig ret
Ingredients
- 750 g nye danske kartofler
- 300 g skalotteløg
- 3 spsk. olivenolie + lidt til pensling
- 6 laurbærblade
- 600 g fisk med skind – renset vægt
- 1 citron
- Salt og peber
Instructions
- Tænd ovnen på 190° C.
- Skrub kartoflerne, og skær dem evt. i mindre stykker, hvis ikke de er meget små.
- Pil skalotteløgene, og skær dem i halve.
- Kom løg og kartofler i et ovnfast fad, og fordel olien over dem.
- Bræk laurbærbladene i store stykker (så de kan fjernes inden servering), og bland dem godt mellem kartofler og løg.
- Krydr med salt og peber.
- Sæt fadet i ovnen i 40 minutter, eller til kartoflerne er møre og har taget farve. Vend rundt i det, når halvdelen af tiden er gået.
- Pensl fiskefileterne med olie, og drys med salt og peber.
- Læg dem med skindsiden opad oven på kartoflerne, ca. 8 minutter før disse er færdige.
- Skru op for varmen til 200° C, og steg i 8 minutter, eller til fisken er mør, men ikke tør.
- Servér straks med citronbåde til.
Laver du en blandet salat til, som den på billedet, skal du lægge ca. 0,5 kg CO2 mere til.
Tips
Når du laver ”alt i én gryde” – eller fad – skåner du også miljøet, fordi du kun har tændt for én kogeplade eller ovnen i stedet for at have gang i 3-4 varmkilder.
Du kan f.eks. – hvis du skal have både kartofler og ærter – dampe ærterne i en dampindsats oven i kartoffelgryden i stedet for at sætte to gryder over. Det er måske ikke så meget, men mange bække små …





