Grillet hummer på Weber – opskrift
Ingredienser
- 1 hel stor hummer – 400-600 g
- Lidt olivenolie
- 1 bdt. bredbladet persille
- 1 fed hvidløg
- 3 spsk. smør
- 1 økologisk citron
- Salt og peber
Sådan gør du
- Flæk hummeren på langs.
- Pensl kødsiden på hummeren med lidt olivenolien, og krydr med salt og peber.
- Grill de halve hummere med kødsiden nedad over direkte varme i ca. 1 minuts tid.
- Vend hummeren, og grill den færdig – ca. 5-6 minutter.
- Hak imens persille og hvidløg fint.
- Smelt smørret, og tilsæt persille, hvidløg og peber.
- Hæld det smeltede persillesmør over de grillede hummerhalvdele.
- Servér straks med grillede grøntsager.
Nutrition
Min grillet hummer opskrift
Det er ikke svært at lave grillet hummer, men det er dyrt. Især fordi rensesvindet er på ca. 65 %. Det vil sige, at ud af en hummer på f.eks. 400 g til ca. 200 kr., får du 140 g kød. Så skal det være en hovedret, skal der være 1 grillet hummer pr. person, eller også skal der masser af kartoffelsalat eller andet tilbehør til. Det er der i den opskrift du får her.
Du får mest smag ud af en frisk hummer – som i levende. Men du kan også købe hummere på frost. De er selvsagt ikke levende, og de kan virke lidt ”sejere” i kødet end den friske.
Er du ikke vant til at aflive en hummer, eller har en med til madlavningen, der kender til det, så køb frosne hummere. Det er ikke af hensyn til dig, og dine følelser for at slå ihjel, men af hensyn til hummeren. Den skal aflives så hurtigt og smertefrit som muligt.
Tilberedning af levende hummer
Er du alligevel endt med at stå med en levende hummer, så kan du kun aflive den korrekt på én måde. Ved at flække hovedet over i to. Brug en stor, skarp kniv. Hummeren har et kryds i nakken. Her stikker du spidsen af kniven ned, så den går hele vejen igennem hummeren og rammer spækbrættet. Vip kniven ned, så hovedet flækkes. Nu er hummeren død, og du kan koge den eller flække kroppen på den og grille den som beskrevet i opskriften herover.
Du må ALDRIG smide en levende hummer i kogende vand. Det er dyrplageri.
Sådan spiser du en hummer
Har du ikke spist hummer før, kan det være svært at få alt det lækre kød med. Og det er da ærgerligt, når nu kiloprisen er så høj. Det nemmeste er, hvis du har det ”rigtige” hummerbestik, men spiser du ikke hummer så tit, er det en dyr fornøjelse at investere i.
Bræk, bank, klip, grav og sug kødet ud af kløer, krop, hale, ben og alle leddene, men gå uden om hovedet.
Lyst til mere inspiration til grillmad? Læs så skal der grilles lige her, der er spækket med opskrifter til grillen, eller se vores galleri