En squash lasagne er en lasagne, hvor pastapladerne er udskiftet med squashskiver. Jeg har lært at lade være med at sige ”jeg kan ikke lide”. For ”jeg kan ikke lide squash”, men i squash lasagne spiser jeg squash med glæde.
Der er så mange ting, du måske tror, du ikke kan lide, indtil det bliver tilberedt på en ny måde, som bare smager uovertruffet. Sådan som jeg har det – ikke med lasagne, men – med squash og aubergine.
Squash lasagne opskrift også med aubergine
Squash lasagne – opskrift
Ingredienser
- 1-2 squasher – afhængig af størrelse
- 1-2 auberginer – afhængig af størrelse
- 250 g gulerødder
- 1 rød peberfrugt
- Olivenolie
- 500 g hakket oksekød
- 1 flaske mosede tomater
- ½ chilipeber
- 150-200 g revet ost
- Salt og peber
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200° C.
- Skyl squash og aubergine, og skær dem i tynde, tynde skiver på den lange led.
- Drys skiverne med salt, og læg dem i en sigte til afdrypning.
- Skræl gulerødderne, og riv dem på den grove side af rivejernet.
- Skyl peberfrugten, og skær den i små tern.
- Svits gulerødder og peberfrugt i lidt olie, og tilsæt kødet.
- Lad det brune godt af.
- Hæld de mosede tomater i, og lad det hele simre i 5-10 minutter.
- Smag til med finthakket chilipeber samt salt og peber.
- Tør salt og væske af squash- og aubergineskiverne, og pensl dem med olie.
- Steg dem let møre på en hed grillpande.
- Læg et lag kødsovs i bunden af et ovnfast fad penslet med lidt olie.
- Læg squash og aubergine oven på, og top evt. med et tyndt lag revet ost.
- Fortsæt med at lægge i lag, til alt er brugt, afslut med et lag revet ost.
- Sæt squash lasagnen i ovnen, og bag den i 20-25 minutter, til den er gylden og lækker.
Nutrition
Tip: Squash- og aubergineskiver kan også steges i ovnen på en ovnrist, når nu ovnen er tændt alligevel.
Fif: Hvis de squasher og auberginer du kan få fat i, er af en størrelse, der gør, at du skal bruge 1½ af hver, så kan du evt. tage en af den ene slags og to af den anden slags, så du ikke står med en halv aubergine og en halv squash, som du ikke ved, hvad du skal få brugt til.
Squash lasagne smager godt med salat til – for eksempel spidskålssalat eller en grønkålssalat.
Forberedelsestid: 30 minutter
Tilberedningstid: 25 minutter
Har du gode forslag til retten, eller vil du gerne have fundet en anden variant af retten så kommenter det gerne nedenfor.
2 Responses
Kan det godt laves klar dagen i forvejen
Så jeg lægger den sammen idag og så putter den i ovnen i morgen aften ?
Hej Karina
Jeg har ikke prøvet det. Men jeg kunne frygte, at den blev noget “jattet” af det. Men du kan i hvert fald lave kødsovsen dagen før og muligvis også stege squash og aubergine og opbevare det på køl hver for sig. Så er lasagnen hurtig at samle aftenen efter, mens ovnen bliver varm.
De bedste hilsner
Beate, HurtigMums