Grillet makrel

Grillet makrel er en genial sommerspise. Er du så heldig at kunne få fat i hele makreller, kan du grille dem hele, men du kan altså også grille makrelfileter. Begge dele kan kun blive en succes. Herunder får du opskriften på grillet makrelfilet som også har fået noget røg.

Grillet makrel – ja, grillet fisk i det hele taget – er skønt. Det smager godt, og det tager ikke ret lang tid at tilberede. Derfor kan du også med fordel grille tilbehøret, så du får udnyttet grillvarmen fuldt ud.

Grillet makrel – opskrift på Smokey Joe

Når vi gerne vil ryge vores grillmad, hiver vi vores Smokey Joe frem. Den er perfekt til formålet, fordi der er plads til røgesmuldet i bunden – der er en grund til navnet. Men du kan selvfølgelig også både grille og ryge på andre grill.
0 fra 0 stemmer
Udskriv Pin Rate
Samlet tid: 4 timer 10 minutter
Sværhedsgrad: Middel
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 4-6 makrelfileter m/skind afhængig af størrelse ca. 500-600 g i alt
  • Tørrede krydderurter eller blandingskrydderi – f.eks. Holms kutterkrudt
  • Lidt olie til risten
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Fjern evt. ben og finner, og drys kødsiden med salt og skindsiden med tørrede krydderurter/blandingskrydderi.
  • Læg de saltede og krydrede makrelfileter i en plastikpose beregnet til fødevarer, og læg dem i køleskabet i ca. 4 timer.
  • Læg en god håndfuld bøgesmuld i bunden af grillen, læg risten over, og hæld de hvidglødende kul på.
  • Læg risten på, og smør den med et stykke køkkenrullepapir vædet med olie – så undgår du, at der kommer så meget olie på, at det drypper ned i kullene, så der kommer flammer.
  • Læg fisken med skindsiden nedad på risten, og steg og røg i 6-7 minutter, til fisken er gennemstegt – den skal ikke vendes.

Sidst vi fik grillet og røget makrel, serverede jeg kogte nye danske kartofler og hvide asparges med brunet smør til. Men det smager også godt med en ”tynd” peanutbuttersauce til og dampede grøntsager.

Grillet hel makrel

Som tidligere nævnt, kan du også grille hele makreller, hvis du er så heldig at få fat i sådan nogle. Du skal beregne en makrel pr. person.

Rids skindet, så det ikke krøller under stegningen. Skær de rensede makreller helt eller delvist op i bugen, så du kan fylde dem med skyllet, grofthakket persille – godt med persille – og evt. et par tynde skiver eller både citron. Krydr også med salt og peber. Det er nemmest at gøre, før du fylder persille i.

Pensl makrellerne med lidt olie, og grill dem 3-4 minutter på hver side, til de er gennemstegt. Vend dem kun en enkelt gang, ellers risikerer du, at skindet falder af.

Både denne fremgangsmåde og opskriften ovenover kan du også bruge til andre slags fisk.

Er det ikke grillvejr, kan du stege både de hele makreller og makrelfileterne på grillpanden, men så får du selvfølgelig ikke røgsmagen med.

Denne tekst blev sidst opdateret den 4. september 2020 13:29

Tags: Makrel
Mark Jensen