Kartoffelmad – en dansk klassiker med kærlighed og kartofler
Der er noget særligt trygt og rart over en god kartoffelmad. Den hører til blandt de mest elskede stykker smørrebrød herhjemme – og med god grund. For selvom den er enkel, kan den varieres i det uendelige og smage både frisk, mættende og luksuriøs på én gang.
Min kartoffelmad er som regel en hverdagsfavorit: rugbrød, skiver af kogte kartofler, en smule mayonnaise, en skive tomat og et drys af friske krydderurter som purløg eller karse. Måske et salatblad under – så behøver det ikke være mere kompliceret. Det vigtigste er, at kartoflerne er kogt helt møre og stadig har struktur nok til at holde formen.
Vælg gerne en fast kartoffelsort som Asparges, Ditta eller Jutlandia, og nyd den både med og uden skræl – afhængigt af hvad du bedst kan lide. Og har du adgang til nye kartofler, så er lykken næsten gjort. For så får du virkelig smagen af forår og sommer på rugbrødet.
Kartoffelmad er en opskrift, hvor det enkle virkelig får lov at skinne. Det handler om gode råvarer, kærlige detaljer og den slags mad, man vender tilbage til igen og igen.
Opskrift på kartoffelmad
Kartoffelmad
Ingredienser
- 4 skiver bacon
- 4 kogte kartofler med en pæn størrelse eller 8 mindre
- 8 cherrytomater
- 1 rødløg
- ½ tsk. trøffelolie
- 6 tsk. hjemmelavet mayonnaise
- 4 skiver godt rugbrød
- Ca. 4 tsk. svinefedt – kan erstattes af smør eller helt udelades
- 4 spsk. ristede løg
- Karse i rigelige mængder
- Salt og peber
Sådan gør du
- Steg baconskiver på en tør pande, læg dem på et fedtsugende underlag, og lad dem køle af.
- Pil de kolde, kogte kartofler – hvis du har kogt dem med skræl på – og skær dem i ca. 1 cm tykke skiver.
- Skyl cherrytomaterne, skær dem i kvarte, og drys dem med lidt salt.
- Pil rødløget, og skær det i tynde ringe.
- Pisk trøffelolien i mayonnaisen.
- Halvér den afkølede bacon, eller skær den i endnu mindre bidder.
- Smør brødskiverne med svinefedt.
- Læg kartoffelskiverne på brødet, drys med peber og evt. salt, hvis du synes, de mangler.
- Fordel mayonnaisen på kartoffelskiverne.
- Top med bacon, ristede løg, cherrytomater og rødløg.
- Drys til sidst med den ønskede mængde afklippet karse.
Nutrition
Min kartoffelmadsopskrift
Min kartoffelmad ser langt fra sådan ud til daglig. Men lækker er den. Til hverdag lægger jeg blot kartoffelskiver direkte på rugbrødet, så en klat mayonnaise, en skive tomat og til sidst hakket grønt – purløg, karse eller dild. Jeg kan også godt finde på at komme et salatblad under.
Jeg fjerner altid skrællen på kartoflerne, når jeg spiser dem kolde. Det er faktisk ikke nødvendigt. Du kan sagtens spise skrællen. Jeg bryder mig bare ikke om skrællen, når den er kold. Jeg synes, den er sej at tygge i.
Hvor længe skal kartofler koge?
Efter min mening skal kartofler være møre uden bid i midten. Det kan variere fra sort til sort, hvor lang tid de skal koge. Alderen på kartoflerne har også betydning. Nye kartofler skal koge i kortere tid end gamle kartofler.
Nye kartofler skal koge i ca. 6-8 minutter, hvor gamle skal koge i ca. 15 minutter. Men det kommer selvfølgelig også an på størrelsen af kartoflerne.
Stik en lille kniv ned i en af kartoflerne. Glider kartoflen af kniven af sig selv, så er kartoflen kogt færdig.
Hvilke kartofler til kartoffelmad?
Du skal vælge en god, fast kartoffel, der ikke koger ud, når den bliver kogt. Bagekartofler, som f.eks. Royal, er altså ikke så egnede.
Asparges (altså kartoffelsorten) er fremragende, og det er kartoffelsorter som Ditta, Hamlet og Jutlandia også. Samt Folva og den gode, gamle Bintje, som jo begge er gode all round-kartofler. Jeg har vel ikke nøde at nævne, at nye kartofler er de bedste – det gjorde jeg så alligevel. For det er bare smagen af forår.