Der er noget retro ved krabbesalat. I hvert fald når den er hjemmelavet og ikke hentet i supermarkedet køledisk. Krabbesalat er måske lidt yngre end rejecocktailen, men den tangerer stadig festmad i mormors køkken. Smut en tur tilbage – opskriften får du herunder.
Det er måske ikke helt nemt at få fat i friske krabber. Og det er desuden heller ikke helt nemt at få kødet ud af dem. Men krabbekød kan også købes som konserves. Det er dyrt, så krabbesalaten er måske mere anvendelig til den romantiske middag for to end til konfirmationsfesten med 60 gæster.
Opskrift på krabbesalat
Hjemmelavet krabbesalat opskrift
Ingredienser
- 2 ds. krabbekød ca. 240 g drænet vægt
- ½ dl mayonnaise
- 2 spsk. piskefløde
- ½ tsk. dijonsennep
- 2 spsk. mild chilisauce
- ½ spsk. appelsinsaft
- ½ spsk. cognac
- 1 hoved romainesalat eller 2 hjertesalat
- 100 g champignoner
- 1 dusk dild
- 2 skiver citron
- Brød
Sådan gør du
- Hæld krabbekødet i en sigte, og lad det dryppe af.
- Rør mayonnaise, fløde, sennep, chilisauce, appelsinsaft og cognac sammen til en dressing.
- Skyl salaten, dryp den af, og skær den i strimler.
- Skær roden af champignonerne, skyl champignonerne, og skær dem i stave.
- Fordel salat, champignoner og krabbekød i 4 portionsglas, og hæld dressing over.
- Pynt med dild og en halv citronskive.
- Servér med godt brød.
Beates tips og tricks til krabbesalat
Tip I: Mængden af krabbekød svarer til, hvad du får ud af 5 friskkogte krabber.
Tip II: Du kan også blande krabbekød, champignoner og dressing sammen og komme det i en croissant sammen med salaten. Men det gik nok ikke an i midten af 70’erne, når det skulle være fint. På opskriftskortet står der ”Det er hyggeligt at kunne servere i portionsglas, men har man ikke det, anvendes husets pæneste glasskål”.
Hvad er surimi lavet af?
I supermarkedets køle-/frysedisk eller hos fiskehandleren kan du finde noget, som hedder surimi. Det er imiteret krabbekød. Det har intet med krabbekød at gøre. Det er lavet af kogt hvidfisk og er egentlig mere en slags fiskefrikadelle, der har fået en makeover. Den er nemlig nogle steder blevet farvet rødlig for at ligne krabbekød. Surimi er blandt andet det, du får, hvis du går på sushirestaurant og bestiller en California roll. Det er nemlig ikke muligt at opdrive så meget krabbekød, som der ellers skulle bruges i restauranterne. Jeg har ikke prøvet at bruge surimi i krabbesalaten, men umiddelbart ser jeg ikke nogen grund til, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre, for det er ofte det, du får, når du køber krabbesalat i supermarkedet. Surimi kaldes også crab sticks, crab fish og lignende og koster det halve af ægte krabbekød.