Mørbradbøf – Den høje, møre, saftige, bløde bøf med brun sovs – eller sauce – og stegte løg mindes jeg fra min barndom … når der var gæster. Den blev serveret enten som en middagsret med kogte kartofler og morfarbløde grøntsager eller som en lun frokostret. Så var der gæster i udsigt, var der også tit mørbradbøf i udsigt. Jeg mindes dog også, at vi nogle gange fik helstegt mørbrad fyldt med persille, men den kunne vi godt få f.eks. om lørdagen.
Men så var skiverne, der blev skåret noget tyndere end til bøfferne. Jeg elsker stadig mørbrad uanset om det er mørbradbøf, mørbradgryde eller bare helt simpel svinemørbrad i ovn.
Mørbradbøf med bløde løg opskrift
Ingredienser
- 1 svinemørbrad
- 2-3 løg – afhængig af størrelse
- Neutral olie – til bruning
- Smør – til stegning
- Salt og peber
Sådan gør du
- Puds mørbraden af. Den skal være helt fri for sener, og det værste fedt skal fjernes – men ikke nødvendigvis det alt sammen. Er der bimørbrad på – et langt, tyndt stykke kød, der løber langs med mørbraden, men ikke er en del af den – skal den også fjernes. Den kan godt spises, men den er ikke lige så lækker som selve mørbraden. Brun den evt. af, og kog en fond på den, hvis du skal lave sovs til dine mørbradbøffer.
- Skær mørbraden i 4 lige store stykker, stil dem på højkant, og tryk dem lidt, så de får samme højde alle sammen – så skal de nemlig også stege i lige lang tid.
- Kom olien på en rygende varm stegepande – raps-, solsikke- eller vindruekerneolie er bedst – og brun mørbradbøfferne på begge sider.
- Skru ned for varmen, og kom en klat smør på panden, og steg bøfferne fire minutters tid på hver side. Vend gerne for hvert minut, for kødsaften løber ned i bunden, så når du vender regelmæssigt, ender du med at have kødsaften i midten af bøffen.Bøfferne skal have et par minutter mere, hvis de skal være medium stegt i stedet for rosa.
- Pil løgene, mens bøfferne steger, og skær dem i tynde skiver.
- Tag bøfferne af panden, drys med salt og peber, og lad dem hvile lige så længe, som de har stegt – altså 8-10 minutter.
- Steg nu løgene, til de er gyldne.
- Skal du have sovs til, så kog panden af med fond, fløde eller anden velegnet væde, tilsæt evt. jævning og kulør, og smag til.
Hvor lang tid skal mørbradbøffer stege?
Det er et spørgsmål om temperament og en smagssag, hvor længe en mørbradbøf skal stege. De fleste foretrækker dog, at mørbradbøffen er svagt rosa inde i kernen af kødet. Vi anbefaler derfor en stegetid på 8-10 minutter, og en tilsvarende hviletid for det perfekte resultat.
Tilbehør
Hvis dine mørbradbøffer skal serveres som middagsret eller aftensmad, kan jeg varmt anbefale at servere med kogte kartofler og andre kogte eller dampede grøntsager – gerne med bid i – og lidt surt, f.eks. en syltet agurk eller agurkesalat.
Er det til en frokostret, så skal bøfferne selvfølgelig serveres med en skive groft rugbrød til eller under.
2 Responses
Kan man stege mørbradbøfferne dagen i forvejen og varme dem i ovnen uden de bliver tørre?
Hej Christina
Hvis jeg skulle lave dem dagen før, ville jeg kun brune dem af, stille dem på køl og så stege dem færdig i ovnen på selve dagen. Enten med en klat smør ved eller i sovsen, hvis du laver sovs til. Så risikerer du ikke, at de bliver tørre.
De bedste hilsener
Beate, HurtigMums