Syltede chili – Dyrker du selv chilipebre, er syltning af dem en god måde at konservere dem på. Syltede chilier kan holde sig i op til ½ år, hvis de opbevares mørkt og køligt i glas med tætsluttende låg.
Syltede chilier smager godt til mange ting. For eksempel i pitabød sammen med falafler, i salaten, til nachos eller i en hjemmelavet burger eller pizza.

Opskrift på syltede chili
Ingredienser
- 1½ dl eddike – ganske almindelig lagereddike
- 35 g sukker
- ½-1 spsk. sennepsfrø
- atamon til at skylle glasset
Sådan gør du
- Skyl chilipebrene, og skær dem ud i 4-5 mm tykke strimler, i halve på langs, eller som du ønsker. Vil du sylte dem hele, så prik dem med en gaffel, ellers kan lagen ikke trænge ind i chilien og give smag.
- Kom chilipebrene i et skoldet, evt. atamonskyllet glas med tilhørende låg.
- Kom eddike, sukker og evt. sennepsfrø i en kasserolle eller lille gryde, og kog det op.
- Hæld den kogende lage i glasset, og sæt låget på det samme. Det giver et vakuum, som er med til at chilierne kan holde sig længe.
- Lad de syltede chilipebre trække et mørkt og køligt sted i ca. 14 dage, før du smager på dem.
Bonusopskrift
Hvis du er til syltede chilier, så er du med stor sandsynlighed også glad for chiliolie, som du får opskriften på her nedenfor:
Chiliolie af tørrede chilier
Har du tørrede chilier, kan du lave chiliolie af dem. Det kan bruges lidt på samme måde som syltede chilier. Prøv f.eks. at give pitabrødet med falafler et stænk chiliolie eller bøffen i burgeren eller pizzaen. Derudover kan du også bruge den som smagsgiver i en gryderet.
Chiliolie er supernemt og hurtigt at lave, så der er ingen grund til ikke at lave den selv.
Mængde
½ liter
Tid i alt:
5M
Sværhedsgrad:
Nem
Ingredienser til chiliolie
- ½ l smagsneutral olie – f.eks. rapsolie
- 15-20 g tørrede chilier – du kan også bruge chiliflager, hvis du ikke har hele tørrede chilier eller en blanding af tørrede chilier og chiliflager, hvis du ikke har nok hele tørrede chilier
Sådan laver du chiliolie
- Kom ingredienserne i en gryde, og varm det op ved middel varme, så det lige simrer lidt.
- Lad det simre et par minutter, men uden at det brænder på.
- Hæld det på en ren flaske, sæt låg på, og opbevar det i køleskabet.
Nemmere – og billigere – bliver det ikke. Samme mængde chiliolie koster over 50,- i handlen.
Olien bliver klart mere indbydende, når der svømmer en enkelt eller flere chilier rundt i olien, end hvis du kun laver det af chiliflager.