Varmrøget laks – I fordums tider var røgning en teknik man brugte til at øge holdbarheden på de forskellige kødvarer. Men i dag handler det mere om smag. For efter køleskabets og fryserens opfindelse er det vel de færreste der køber røgede kødvarer – herunder laks – bare fordi det kan holde sig længere end fersk kød og fisk.
Det som jeg vil give opskriften på her, er ikke hvordan du røger en laks – selvom det sagtens kan lade sig gøre i grillen – her handler det altså om hvad du kan bruge den til når den er røget.
Varmrøget laks eller koldrøget laks
Derfor kan vi jo godt komme lidt ind på røgningen. Laks kan røges på to forskellige måder – varmrøgning eller koldrøgning. Det siger sig selv at forskellen blandt andet handler om temperaturen, men derforuden er der også forskel på røgetiden – hvor den koldrøgede laks tager længst tid. Endelig er der også forskel på smagen. Den varmrøgede laks har den kraftigste smag.
Varmrøget laks til forret
Du har mange muligheder hvis du har et stykke varmrøget laks – nu snakker vi et stykke, ikke skiver. Du kan for eksempel bruge det i en laksetærte, men du kan også lave en farlig fornem forret. For varmrøget laks er særdeles velegnet til forret – ikke alene fordi det er små portioner, og varmrøget laks er ikke en billig fornøjelse.
Varmrøget laks – opskrift
Den variant du får opskriften på her, kan spises som forret, hovedret eller natmad. Hvis den skal gøre det ud for en forret, så skær brødet i trekanter, eller stands det ud i cirkler. Er I er mange – som i stor fest – så skær brødet – og laksen – ud i endnu mindre stykker, stik en pind i, og servér dem sammen med andre pindemadder som en lille appetitvækker.
Ingredienser til 2 personer – hovedret
- 200 g rygeost
- 6 spsk. skyr – eller et andet surmælksprodukt af samme konsistens
- ½ citron
- ½ rødløg
- ¼ agurk
- 4 skiver rugsandwichbrød
- 250 g varmrøget laks
- Salt og peber
Sådan laver du varmrøget laks
- Bland rygeost, skyr og citronsaft sammen til en rygeostcreme.
- Smag til med salt og citron – pas på med saltet, måske er det slet ikke nødvendigt.
- Pil rødløget, og skær det i små tern
- Skyl agurken, og skær også den i små tern.
- Rist de fire skiver brød – kan de ikke være på/i brødristeren på én gang, gør det ikke noget, brødet skal alligevel køle af.
- Fjern skindet fra laksen, og træk laksekødet fra hinanden – det skal ikke være fine ensartede stykker.
- Fordel rygeostcremen på de fire stykker brød.
- Læg et eller flere stykker varmrøget laks på.
- Drys med friskkværnet peber.
- Kom løgtern og agurketern på.
Hvis du vil servere denne ret som forret/natmad eller pindemadder som før nævnt, skærer du brødet ud i den ønskede størrelse inden du kommer rygeostcreme, laks, løg og agurk på. Det giver det flotteste resultat.
Røget laks skal akkompagneres af en sødmefuld hvidvin med god syre. Det kan f.eks. være en Riesling Kabinett.
Forberedelsestid: 15 minutter
Tilberedningstid: 0 minutter
2 reaktioner
Jeg leder efter nogle Argentinske småkager med Dulche Lette, jeg tror jeg så at I havde dem på et tidspunkt,men kan ikke lige finde dem – I må gerne sende mig et link til hvor jeg kan se dem. Jeg ELSKER Dulche Lette <3 <3 🙂
På forhånd tak <3
Hej Berit
Dulce de leche er også bare et hit her, og det er kagerne også. De hedder alfajores, og du finder dem her https://hurtigmums.dk/alfajores/.
De bedste hilsner
Beate og hurtigmums