Perlebygsalat – Perlebyg er fyldt med fibre, som har kolesterolsænkende effekt. Det er polerede bygkerner med en del af skaldelene bevaret, og i Asien spises de som et alternativ til ris. Det kan du selvfølgelig også vælge at gøre, men der er bare så mange andre muligheder med perlebyg.
For foruden at koge perlebyggen og spise den som tilbehør til dine koteletter i fad, kan du også bruge den som toppings i din suppe, eller du kan komme den i din paella. Du kan også lave den til bygotto – ligesom risotto bare med byg. Men ikke nok med det, du kan også bruge perlebyg i desserter, f.eks. kan du lave en bygalamande – om familien er frisk på at skifte juledesserten ud med den, er jo så en helt anden snak. Du kan også bage brød og boller med perlebyg.
Få noget lækkert inspiration med på vejen af vores gode venner fra Gastrofun
Perlebygsalat – opskrift
Ingredienser
- 250 g perlebyg
- 2 gulerødder
- Et par stilke koriander eller tre – bryder mig ikke ret meget om koriander men nu var de der altså, og de gav faktisk et frisk strejf
- ¾ dl mandler
- 100 g ærter
- ½ spsk. æblecidereddike
- 1 spsk. olivenolie
- Saften fra ½ lime
- ½ tsk. honning
- Salt og peber
Sådan gør du
- Kog perlebyggen efter anvisningen på emballagen, og lad den køle af.
- Skræl imens gulerødderne, og skær dem i små tern.
- Skyl korianderen, og riv den i mindre stykker efter lyst og evne.
- Hak mandlerne groft.
- Bland den kogte, afkølede perlebyg med gulerødder, koriander, mandler og ærter i en stor skål, og sæt perlebygsalaten i køleskabet.
- Bland æblecidereddike og olivenolie i en lille skål og smag til med limesaft, honning og salt og peber.
- Hæld dressingen over salaten, og lad den trække lidt inden servering.
Noter
Nutrition
Fuldkornsperlebyg
Tidligere betegnedes perlebyg ikke som et fuldkornsprodukt, men faktisk kan du i dag købe fuldkornsperlebyg. Det er ikke fuldkornsperlebyg, jeg har brugt til salaten, men det kunne det lige så godt have været, for fuldkornsperlebyg vil helt klart kunne anvendes og smage fortrinligt i denne perlebygsalat.
Har du ikke brugt perlebyg før i din madlavning – fuldkorns eller ikke – så er det på tide, du kommer i gang. De er fiberrige, smager godt og kun fantasien sætter grænser for, hvor i madlavningen du kan bruge dem.