Braiseret spidsbryst
Ingredienser
- 1 kg okse- eller kalvespidsbryst
- 2 gulerødder
- 2 løg
- 25 g smør
- 1 spsk. herbes de Provence
- 4 dl oksebouillon
- 2 dl rødvin – bare den billige den dyre kan I drikke til
- 2 laurbærblade
- 10 peberkorn
- Groft salt
Sådan gør du
- Snit fedtet i rude-mønster, og gnid hele kødstykket med groft salt. Lad det stå på køkkenbordet i et kvarters tid og trække.
- Skræl og pil imens henholdsvis gulerødder og løg, og skær dem i store stykker.
- Brun kalvebrystet på alle sider i smørret, og tag det op.
- Kom gulerødder, løg og herbes de Provence på panden, og svits det af.
- Kom pandens indhold over i et ovnfast fad, og læg kødet ovenpå.
- Kog panden af med bouillon og rødvin, og hæld det over i fadet.
- Tilsæt laurbærblade og peberkorn.
- Sæt fadet i ovnen, tænd på 200° C, og lad stegen braisere i 2-2½ time, til kødet har fået den rigtige kernetemperatur (afhænger af, om du vil have det rosa, medium eller gennemstegt, og om du laver okse- eller kalvespidsbryst). Dæk evt. fadet med et låg eller stanniol, hvis kødet begynder at blive for mørkt.
- Tag fadet ud af ovnen, og lad kødet hvile udækket, mens du laver sovsen.
Opskrift på braiseret oksespidsbryst eller kalvespidsbryst
Når du køber dit spidsbryst, må der gerne være noget fedt på det. Det giver smag til kødet og gør, at det ikke bliver så tørt. Kører du den slanke linje, så skær fedtet af efter tilberedning, og lad være med at spise det.
Spidsbrystet er den forreste del af okse- eller kalvebrystet, og det er ikke så fedt som den øvrige del af brystet. Det er nemt at tilberede spidsbryst. Det kan koges, braiseres eller langtidssteges, eller du kan bruge det til suppe eller sprængt spidsbryst.
Sådan kan du lave sovsen
Hæld indholdet i fadet over i en gryde, og blend det, så du får en glat puré. Spæd evt. op med lidt fløde (gerne madlavningsfløde), hvis du ikke kan få den helt glat.
Skær nogle champignoner i skiver – hvis du vil have champignoner i sovsen, de kan udelades – og flamber dem i sherry. Kom champignonerne i sovsen, og smag til med knuste enebær samt salt og peber.
Ud over sovs kan du servere bagte tomater og kogte kartofler eller græske kartofler og måske grønkålschips eller en rødkålssalat til.
Stop madspild
Bliver der rester af stegen, kan du bruge dem til biksemad eller i en salat eller tærte.