Rejecocktail

rejecocktailRejecocktail – Den klassiske rejecocktail består af icebergsalat, en rød dressing a la thousand-iceland-dressing og – naturligvis – rejer lagt i lag og pyntet med tomat, citron, dild og måske lidt kaviar. Den bliver sædvanlig vis serveret i høje, smalle glas, så man er nødt til at spise pynt og rejer først og herefter sidder tilbage med dressingen og salaten til sidst. Og det har vi gjort i rigtig mange år.

Vi har nemlig spist rejecocktail igennem flere årtier. Allerede i slutningen af 60’erne var rejecocktail det nye sort. Og hele vejen op igennem 70’erne var det altså ikke en helt rigtige festmenu uden den klassiske rejecocktail som forret med kalve- eller kamsteg stegt som vildt til hovedret med waldorfsalat til og Rubinsteinkage til dessert. Helt op til starten af 80’erne serverede vi rejecocktail til forret, når vi fik gæster. Men så røg den altså også ud til fordel for en halv avocado fyldt med rejer eller en skive ananas med en klat hønsesalat.

rejecocktail

Moderne rejecocktail

Men helt yt er den stadig ikke. Dog er den ikke så traditionsbunden mere. Den du får opskriften på her har fået et lille twist, da jeg har udskiftet den røde dressing med guacamole, og jeg serverer den i små skåle i stedet for høje glas. Så kan man nemlig smage alle ingredienserne samtidig, uden at rejer og pynt tager flugten ud over kanten.
5 fra 3 stemmer
Samlet tid: 15 minutter
Sværhedsgrad: Nem
Antal: 4 personer
Forfatter: Beate Grandahl

Ingredienser

  • 3 tomater
  • ½ rødløg
  • 2 modne avocadoer
  • Saft fra ½ lime
  • 1 spsk. græsk yoghurt
  • ¼ hoved icebergsalat
  • 200 g pillede rejer
  • 4 tsk. rød kaviar
  • 4 skiver agurk
  • 4 skiver citron
  • Lidt dild
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Fjern kernerne fra 2 af tomaterne – gøres nemmest ved at halvere dem og grave kernerne ud med en teske – og skær tomatkødet i små tern.
  • Hak rødløget fint.
  • Skær avocadoerne over på langs, fjern sten og skræl, og mos kødet med en gaffel.
  • Hæld limesaft over, så kødet ikke bliver brunt
  • Tilsæt tomater, rødløg og græsk yoghurt, og bland det godt sammen.
  • Smag til med salt og peber samt evt. mere limesaft.
  • Snit icebergsalaten, og fordel den i fire glas eller skåle.
  • Fordel guacamole oven på salaten og herefter rejerne.
  • Skær den sidste tomat i både.
  • Pynt rejecocktailene med tomatbåde, kaviar, agurke- og citronskiver samt en dusk dild.
rejecocktail

Rejecocktail dressing

Er du mere til den traditionelle røde dressing, kan du lave den på denne måde:
5 fra 1 stemme
Sværhedsgrad: Nem
Antal: 4 rejecocktails
Kalorier: 12kcal
Forfatter: Beate Grandahl

Ingredienser

  • ½ dl yoghurt naturel
  • 2 spsk. mayonnaise – den hjemmelavede naturligvis
  • 2 spsk. ketchup
  • 1 tsk. sød paprika
  • 5 cornichoner
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Kom alle ingredienserne i blenderen, eller brug en stavblender, og blend til du har en ensartet, glat dressing.
  • Smag til med salt og peber.

Næringsindhold pr. servering

Kalorier: 12kcal | Kulhydrat: 1g | Protein: 1g | Fedt: 1g | Mættet fedt: 1g | Flerumættet fedtsyre: 1g | Enkeltumættet fedtsyre: 1g | Kolesterol: 2mg | Natrium: 29mg | Kalium: 27mg | Fiber: 1g | Sukker: 1g | Vitamin C: 1mg | Calcium: 16mg | Jern: 1mg

Voila! og velbekomme! – Det er da hurtigmums!

4 reaktioner

    1. Hej Berit
      Tak for de pæne ord. Det er altid dejligt med lidt feedback.
      De bedste hilsner
      Beate og hurtigmums

  1. 5 stars
    Jeg skal have et større selskab op til jul. Tænker at bruge din lækre opskrift som forret. Er det muligt at tilberede noget af retten dagen før?
    Mvh og God Jul 🌲🧑‍🎄🌲🧑‍🎄 JeNnette

    1. Hej Jeanette
      Grøntsagerne kan ordnes og skæres dagen før og opbevares køligt i beholdere med tætsluttende låg. Avocadoen ville jeg dog vente med, da den, selvom der kommer limesaft over, godt kan blive misfarvet. Og det ser ikke så appetitligt ud.
      God fornøjelse med sammenkomsten og god jul
      De bedste hilsener
      Beate, HurtigMums

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter

Cookie indstillinger
ANNONCE