Spinatlasagne – I 80’erne da vi stiftede bekendtskab med den lasagne-elskende, meget dovne, egoistiske og overvægtige kat, Garfield, blev lasagnen også populær i de danske køkkener. Men det var næppe spinatlasagne hverken vi eller Garfield smovsede os i dengang, men vi er da heldigvis blevet klogere – eller bare mere alternative.
For ikke alene er spinat sundere, end hakket oksekød, det smager også godt. Det tager lidt tid at lave lasagne – det gør den traditionelle lasagne jo også – men over halvdelen af tiden står den og passer sig selv, så kan du jo passende passe dine gæster.
Du kan med fordel forberede og samle lasagnen først på dagen, stille den i køleskabet, og så først sætte den i ovnen en tre kvarters tid før, maden skal på bordet – så behøver du ikke stå i køkkenet, mens du har gæster.
Vegetar lasagne
Ingredienser
- 600 g optøet frossen spinat
- 10-15 g stegemargarine
- 2 løg
- 2 fed hvidløg
- 3 dåser flåede tomater
- 1½ dl vand
- 1 tsk. tørret oregano
- 10 tørrede lasagneplader
- 200 g salattern feta
- 100 g revet mozzarella
- Salt og peber
Sådan gør du
- Kom spinaten i en sigte, lad den dryppe af, og pres den fri for væde.
- Hak løgene, og svits dem sammen med presset hvidløg i margarinen ca. 1 minuts tid.
- Tilsæt tomater, vand, oregano, salt og peber, og lad det hele simre uden låg i ca. 15 minutter – rør i det af og til, så det ikke brænder på.
- Kog imens lasagnepladerne i rigeligt vand, så de bliver bløde, men stadig har masser af bid – ca. 5-7 minutter er nok. Lad dem dryppe af.
- Smag tomatsaucen til med salt og peber.
- Tænd ovnen på 200° C.
- Smør en bradepande – eller anden form på ca. 20 x 25 cm – med lidt margarine.
- Læg ⅓ af tomatsaucen i bunden af bradepanden.
- Læg herefter ½ af spinaten og ½ af salatternene oven på saucen.
- Læg ½ af lasagnepladerne på – evt. taglagt, hvis de ikke kan være der. Du kan også skære dem til, hvis de ikke passer i størrelsen.
- Læg ½ af den resterende tomatsauce oven på lasagnepladerne.
- Læg resten af spinaten, resten af salatternene og de sidste lasagneplader på.
- Fordel den sidste tomatsauce ovenpå, og drys med revet mozzarella.
- Bag lasagnen i 35 minutter – begynder den at blive for mørk, så læg stanniol over.
- Tag lasagnen ud af ovnen, og lad den stå tildækket i ca. 10 minutter.
Noter
Spinatlasagne smager godt med salat til for eksempel en frisk tomatsalat eller en bønnesalat. Men du kan også vælge bare at servere den med et stykke godt brød til.
Velbekomme!
Er du sulten efter flere godter fra HurtigMums, så kan du skrive din mail her! Så modtager du inspiration og mulighed for at deltage i HurtigMums konkurrencer fra tid til anden 🙂