Uhhh, mormors citronfromage … Det var ikke en, der var hentet i supermarkedets frysedisk, eller noget pulver der var drysset ud af et brev. Næ du, den var hjemmelavet. I god tid, for sådan en ægte fromage, skal have den tid, en ægte fromage skal have – i hvert fald i køleskabet, ellers stivner den ikke.
Det var ikke flasken med citronsaft, der blev presset, nej, det var citronen, der blev det. For der var RIGTIGE citroner i – eller i hvert fald citronsaft og -skal.
Dengang kendte vi ikke til salmonella-risiko, så her kom der ”rigtige” æg i. Ikke pasteuriserede fra plastikbægre. Det var dengang, vi også turde spise æggesnaps (rå æggeblommer rørt med sukker). Citronfromagen hittede i 60’erne. Og hold nu op, hvor det smagte!

Citronfromage opskrift
Ingredienser
- 4 blade husblas
- 3 æg
- 100 g sukker
- 2 økologiske citroner
- 2½ dl piskefløde
Sådan gør du
- Læg husblassen i blød i koldt vand i 5-10 minutter.
- Pisk imens æg og sukker lyst og luftigt med elpiskeren.
- Tag husblassen op af vandet, og smelt den i en kasserolle med så meget af vandet, som hænger ved.
- Bland den smeltede husblas med revet skal af de to citroner og ½ dl citronsaft.
- Hæld det i æggemassen, og rør det sammen.
- Pisk fløden til skum, og vend det stille og roligt i æggemassen.
- Hæld fromagen op i serveringsskålen eller i portionsglas, og stil på køl i minimum tre timer.
Beates hemmelige tip til citronfromage
Skal du først servere fromagen dagen efter, kan du nøjes med 3 blade husblas, da den længere tid i køleskabet gør fromagen stiv nok.
Pynt fromagen inden servering. På billedet har jeg pyntet med flødeskum, et frisk hindbær og lidt hakket chokolade, men mulighederne er mange, og valget er dit.
Kandiseret citronskal
Fromagen kan også pyntes med kandiseret citronskal. Det laver du ved at skrælle en citron – kun det gule, det hvide smager bittert. Skær skallen i tynde strimler.
Bring lige dele vand og sukker (f.eks. 1 dl af hver) i kog, og kog det et par minutter, til det begynder at blive tykt. Tilsæt citronskallerne, og kog det hele i et minuts tid ved jævn varme.
Tag skallerne op med en hulske, og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrullepapir. Læg strimlerne på en bageplade med bagepapir, og tør dem midt i ovnen ved 100° C i ca. ½ time.
Fromagen servers normalt som dessert, men du kan også servere den til kage, for eksempel blødende chokoladekage eller en traditionel chokoladekage, hvor den giver et frisk pust.
Rå æg i desserter
Nu nævnte jeg tidligere, at salmonella-risikoen ikke eksisterede, da mormor lavede hjemmelavede desserter med æg, rå æg, uden så meget som at blinke.
Det kan du også sagtens gøre, hvis du køber danske æg. Danske æg er nemlig erklæret salmonellafri. Så selvom æggene ikke bliver varmebehandlet – snarere tværtimod – er der altså ingen risiko forbundet med at bruge rå, danske æg.
2 Responses
Hej
jeg skal lave din citronfromage er det hele æg du putter i eller er det kun
æggeblommer vil du gerne være sød at svare mig tilbage
Venlig hilsen
Helle Nielsen
Hej Helle
Jeg bruger hele æg.
De bedste hilsner
Beate HurtigMums