Grillspyd er dejligt nemt, når grillen nu er kørt i stilling til de større stykker kød, stege, pølser, bøffer, koteletter osv. De kan være en selvstændig ret med kødstykker, pølser, grøntsager og frugt, eller de kan være tilbehøret til stegen, bøffen osv.
En af fordelene ved spyd på grillen er, at folk selv kan bestemme, hvad der skal på – lidt ligesom med fondue. Det er dog noget nemmere, hvis du bestemmer på forhånd, hvad der skal på spyddene, men så risikerer du også at kræsne ganer bliver utilfredse.
Få endnu mere grill-inspiration af vores gode venner fra Gastrofun
Grillspyd – opskrift
Ingredienser
- Squash
- Aubergine
- Cherrytomater
- Champignoner
- Peberfrugt
- Lidt olie
- Salt og peber
Sådan gør du
- Bruger du bambus-/træspyd, så læg dem i vand i ca. 20 minutter til en halv time, før de skal bruges. Så undgår du, at de brænder.
- Lav skiver af squash og aubergine på den lange led med en tyndskræller. Det er lidt sværere med auberginen end med squashen, men det kan lade sig gøre.
- Skyl cherrytomaterne.
- Skær rodstykket af champignonerne, og børst champignonerne rene for jord med en børste eller pensel med hår. Kan du undgå at skylle dem, er det det bedste, fordi de suger vand og mister smag ved skylning.
- Skyl peberfrugten, fjern stok og frø, og skær peberfrugten i passende stykker.
- Træd nu skiftevis ingredienserne på spyddene. Squash og aubergine rulles sammen, før de sættes på.
- Pensl med olie, og drys med salt og peber.
- Grill spyddene over indirekte varme i ca. 12-15 minutter. Det afhænger selvfølgelig af, hvad du har kommet på dine spyd, men dem på billedet fik et lille kvarters tid. Husk at vende nogle gange undervejs.
Noter
Grillspyd i ovn
Er det ikke grillvejr, kan du nemt lave lækre “grillspyd” i ovnen. De skal have 12-15 minutter ved 250°, varmluft. Sørg for at sætte en bageplade under risten, så evt. frafald eller dryp bliver fanget.
Inspiration til ingredienser på dit grillspyd
Skal gæsterne selv designe deres grillspyd, kan du klargøre de enkelte ingredienser og komme dem i skåle, som sættes på bordet. Herunder kan du finde inspiration til, hvad det kan være.
- Hele cherrytomater i forskellige farver
- Champignoner eller andre faste svampe
- Små, let kogte kartofler
- Pillede perleløg
- Cocktailpølser
- Fast ost – grillost – i ca. 3 x 3 cm store tern
- Kød, kylling og/eller fisk (evt. marineret) i ca. 3 x 3 cm store tern
- Store rejer
- Grøntsager og frugter skåret i ca. 3 x 3 cm store stykker eller i tynde, tynde skiver, så de kan rulles
Velbekomme!
Du kan se de andre grillretter lige her!