Har du været i Grækenland, har du sikkert smagt souvlaki. Det er nemlig en græsk ret – eller en del af en græsk ret, for det er kun køddelen. Ordet kommer af souvla, som betyder spid, og endelsen på ordet gør, at det betyder ’lille spid’. Jeg synes nu ikke, det er så lille endda. Men altså, souvlaki er kød på spyd.
Kødet er som regel lamme- eller svinekød, men der findes også varianter med kylling – i hvert fald i Danmark. Ligeledes er der også nogle, der tager kødet af spyddene, når de er færdigstegt og serverer det i pitabrød, madpandekager eller tortillawraps.
Hurtig souvlaki – opskrift
Ingredienser
- 400 g skinkekød – jeg skærer det helst selv da der tit er meget små tern – som i bitte, bitte små – når man køber skinkekød i tern
- 3 spsk. smør
- 1 spsk. fintrevet skal fra en økologisk citron
- 1 fed hvidløg
- 1 tsk. friske kørvelblade
- Salt og peber
Derudover skal du bruge 8 spyd – er de af bambus, skal de helst lægges i blød i vand i ca. 20 minutter, så undgår du, at de brænder.
Sådan gør du
- Skær kødet i ca. 3 x 3 cm store tern.
- Smelt smørret, og kom citronskal, presset hvidløg, kørvelblade og et nip salt samt et drys peber i.
- Vend kødet i, og lad det køle en lille smule af, før det fordeles på spyddene.
- Spyddene skal have ca. 14-16 minutter på grillen – vend et par gange undervejs.
Græsk souvlaki i marinade
Ingredienser
- 400 g skinkekød
- 4 spsk. olivenolie
- Saften fra 1 citron
- 1 fed hvidløg
- 2 spsk. tørret oregano
- Salt og peber
Derudover 8 spyd.
Sådan gør du
- Skær kødet i tern på ca. 3 x 3 cm.
- Hak hvidløgsfeddet fint.
- Bland olie, citronsaft, hvidløg og oregano, og smag til med salt og peber.
- Kom kødet i marinaden, og sæt det på køl i minimum 3-4 timer og – som nævnt – gerne natten over.
- Tag kødet op af marinaden, og fordel det på spyddene.
- Læg spyddene på den varme grill i ca. 14-16 minutter – husk at vende et par gange under grilningen.
Du kan også stege spyddene på en varm grillpande eller lægge dem på en bagerist med en bageplade eller bradepande under og lave dem i ovnen ved 225° C.
Du kan nu vælge at servere spyddene, som de er eller at tage kødet af og komme det i pitabrød eller lignende.
Til souvlaki hører f.eks. tzatziki, græsk salat og græske kartofler. Det smager i hvert fald alt sammen godt.
Er du sulten efter flere godter fra HurtigMums, så kan du skrive din mail her! Så modtager du inspiration og mulighed for at deltage i HurtigMums konkurrencer fra tid til anden 🙂