Tilbehør

Det er ofte tilbehøret, der er det sjoveste ved aftensmad. Det kan være et lækkert flute eller en spændende salat, en god sovs eller måske nogle grøntsager – mulighederne er næsten uendelige. Man glemmer ofte hvad der er af muligheder og kommer til at lave det samme tilbehør igen og igen. Det er derfor du skal bookmarke den her side for her vil der være 100 vis af ideer til tilbehør (over tid). Det gode tilbehør sublimerer hovedretten perfekt og bliver prikken over iet. Der er flere typer tilbehør, og siden vil have forskellige kategorier – sovs, dressing, salat, kartofler og andet. 

Tilbehør til aftensmad – sovs/sauce

En god sovs kan hive et ordinært måltid op i superligaklassen.

Peberrodssovs

Peberrodssovs – passer godt til flere traditionelle retter, men en herlig sovs som kan pifte de fleste retter op. Det er ikke svært at lave, og det tager heller ikke lang tid. Det er ikke alle børn som er lige begejstrede, men så kan du jo bruge ketchup på dem i stedet! Der er også tips til opbevaring af den overskydende peberrod!

Peberrodssovs

Brun sovs

Brun sovs – Også god til alle traditionelle retter med kartofler. Det er ikke svært at lave selv fra grunden. Du får tips til at jævne den brune sovs, så den bliver lige præcis så tyk som du kan tænke dig. Hvordan bliver sovsen egentlig brun? Man farver den med kulør!

brun sovs

Sriracha

Sriracha – stærk lækker østasiatisk sovs som kan pifte hvad som helst op. Den bruges kold og kan holde sig i køleskabet i lang tid. Sriracha er noget man enten elsker eller hader, og for fansene er det smart, at den kan bruges til (så godt som) alle rester. En opskrift på sriracha mayo er inkluderet i opskriften.

sriracha

Tilbehør til aftensmad – dressing

En god dressing kan få selv en kedelig salat eller sandwich til at se spændende ud og smage godt. Det er typisk mest glemsomhed, som afholder os fra hjemmelavede dressinger for de tager ikke lang tid at bikse sammen.

Karrydressing

Karrydressing – Den smager af karry og det er jo godt! Rigtig fin til f.eks. en sandwich med shawarma eller til smørrebrød. Det tager fem minutter at lave karrydressing, så du kan også nå i Fakta.

Karrydressing

Olie-eddike-dressing

Olie-eddike-dressing – nem nem nem og super allround dressing der kan bruges til stort set alle typer salater. Olie-eddike-dressing kan også anvendes til pastaretter og er en simpel men genial konstruktion af lidt surt og fedt.

Olie-eddike-dressing

Tilbehør til aftensmad – salat

Da jeg var barn mente min mor at det var vigtigt at familien fik noget grønt til de sædvanlige kød+sov+kartofler. Det bestod som oftest i en udkogt dåse med majs eller ærter. På særligt ærgelige dage var der rosenkål på menuen. I dag klarer man som regel det grønne med en gang salat – og hurra for det! Det er sundere, mere varieret og så smager det jo langt bedre.

Bulgursalat

Bulgursalat – en fremragende salat som faktisk kan være et selvstændigt måltid. Det er næsten frit slag bortset fra bulgur! Her får ud en bulgursalat med bl.a. fennikel, forårsløg og tørrede abrikoser, og det er rent hurtigmums.

bulgursalat

Sommersalat

Sommersalat – frisk salat lavet på sommerens typiske ingredienser. Sådan en lækker en man har i en kæmpeskål, men alligevel spiser familien det hele! Sommersalat kan også være en slags pålæg, og det får du selvfølgelig også opskriften på.

Sommersalat

Tilbehør til aftensmad – Kartofler

Man kan gøre andet end at koge dem! Solanum Tuberosum hedder kartofler på latin, og bevæbnet med den (lettere ubrugelige) viden er vi virkelig klar til at skabe magi i køkkenet:

Græske kartofler

Græske kartofler – Har måske/ måske ikke noget med Grækenland at gøre. Men med persille, hvidløg og masser af feta er smagen i hvert fald græskagtig. Det er nemt at lave og de smager godt som tilbehør til f.eks. en hakkebøf eller græskefrikadeller.

Græske kartofler

Flødekartofler

Flødekartofler – Der er to måder at gøre det på – den rigtig nemme med to gange halvfabrikata fra supermarkedet og den smager faktisk fint! Men du kan også lave fløekartofler på den rigtige måde og du får selvfølgelig opskriften. Flødekartofler som tilbehør har den store fordel, at det er let at skalere – om du laver den til 4 eller 20 er nærmest hip som hap.

flødekartofler

Tilbehør til aftensmaden – andet

Alt det der ikke hører under salat, sov, dressing eller kartofler dvs. det her bliver uden tvivl den største post på tilbehørregningen.

Flutes

Flutes – det er altid et hit. Det kan godt være vi får tudet ørene fulde af, at man ikke må spise hvidt brød, men hvis der er der, ja, så spiser vi det! Min mor bagte altid flutes, da jeg var lille og det er en af mine stærkeste gode duftminder fra barndommen. Flutes er et tilbehør som passer til næsten alt og som næsten alle kan lide (især hvis det er hjemmelavet og friskbagt).

Flutes

Couscous

Couscous – herlig nordafrikansk spise som har spredt sig til hele verden. Her får du en opskrift på couscous-salat, men også lidt mere om havd couscous er, og hvad man kan bruge det til. Det er nemt tilbehør at lave og de fleste kan godt lide det.

Couscous

Blomkålsmos

Blomkålsmos – hos Hurtigmums er vi specialister i blomkål, og det her er min personlige favorit. Det kan laves, lige som du lyster, og du kan krydre det italiensk, mexicansk eller japansk alt efter, hvad middagen ellers består af. Det er temmelig sundt og en kæmpefavorit blandt LCHF-entusiaster. Som tilbehør er blomkålsmos mindst lige så godt som kartoffelmos og klart sundere.

blomkålsmos
blomkålsmos

Guacamole

Guacamole – den mexicanske avocadosalsa som naturligvis fungerer super til mexicanske retter, men også bare kan bruges som dip eller smørelse til sandwich. Guacamole er nemt tilbehør, der passer til meget. Det svære ved guacamole er at finde avocadoer af rette modenhed. Her får du et tip, som supermarkederne ikke bliver glad for: Tag den lille tut/top/stilk af og kig på farven indenunder – hvis den er pæn grøn er avokadoen god!

guacamole

Siden her vil løbende blive opdateret, så kig ind igen, så er der sikkert flere ideer til lækkert tilbehør!

Tilmeld nyhedsbrev

Deltag i december måneds lodtrækning til gavekort på 1000 kroner til Butik TusindTanker.dk

Når du udfylder formularen, giver du samtykke til at modtage markedsføringsmateriale fra HurtigMums.dk. Du kan altid afmelde dig igen. Privatlivspoltik.