Langtidsbagte tomater

Langtidsbagte tomater – en hjemmelavet version af ‘semi-dried’ tomater, der fungerer perfekt som fyld i salater, pitabrød eller som topping på pizza. Det lyder avanceret, men kræver i virkeligheden ikke andet end en ovn og lidt tålmodighed.Langtidsbagte tomater har den perfekte balance mellem salt og sødt, og de er et godt og anderledes tilbehør til retter, der har brug for et ekstra pift. Jeg kommer dem f.eks i pastaretter, spiser dem i fladbrød med falafel eller kommer dem oven på mine rugbrødsmadder. Mulighederne er i virkeligheden uendelige, så det er bare med at tænde ovnen, læne sig tilbage og lave en ordentlig portion!

Hvis man ikke har lyst til at spise tomaterne med det samme, kan de kommes i et glas med olie og opbevares i køleskabet i en uges tid – her kan man eksperimentere med at lade dem ligge i chiliolie eller hvidløgsolie, hvis man vil have et lidt anderledes udtryk. Ligegyldigt hvad man finder på, er langtidsbagte en god grundopskrift, man altid vil være glad for, at man har lært!

Langtidsbagte tomater – opskrift til 4 personer

Ingredienser

  • 500 gram cherrytomater, skåret i halve
  • 1 tsk sukker
  • Olie
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  • Start med at tænde ovnen på 125 grader varmluft.
  • Halver tomaterne og læg dem med skindsiden nedad på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Hæld lidt olie over og drys med sukker, salt og peber.
  • Sæt tomaterne i ovnen og lad dem bage i 2-3 timer, indtil de ser rigtige ud.
  • Spis med det samme eller opbevar dem i et glas med olie – så kan de holde sig i køleskabet i ca. 1 uge.

Denne tekst blev sidst opdateret den 17. marts 2020 7:40

S B

Se kommentarer

  • Kan de løs fryses når de er færdige - såman man kan bruge de danske - muglivis af egen avl ?????

    • Hej MIP
      Undskyld det sene svar. Langtidsbagte tomater kan sagtens fryses ned – i stedet for at komme i olie. De kan også i mange tilfælde holde sig længere tid end en uge i olien, hvis du bager dem godt tørre. Jeg har selv haft langtidsbagte tomater i olie stående køligt i op til en måned.
      De bedste hilsner
      Johan og hurtigmums