Sød chilisauce opskrift
Ingredienser
- 2-3 røde chilipebre 30-50 g uden stilk – afhængig af størrelse, styrke og smag
- ½ spsk. salt
- 1½ spsk. kartoffelmel
- ¾ dl lys eddike
- 2¼ dl vand
- 1 spsk. hvidløgsolie
- ¼ tsk. atamon
Sådan gør du
- Skyl chilipebrene, fjern stilken, og hak chilipebrene fint.
- Kom alle ingredienserne i en gryde, bring det i kog, og lad det simre i 7-8 minutter.
- Hæld saucen på en rengjort og skoldet flaske med tilhørende og tætsluttende låg.
- Lad saucen køle af.
- Chili-saucen skal ikke trække, men kan serveres, så snart den er kølet af.
Noter
Nutrition
Min opskrift på sød chilisauce
Chili-sauce findes i mange forskellige styrker. Og når du laver den selv, er det ikke sikkert, den får samme styrke hver gang. For det kommer an på chiliens styrke og selvfølgelig også mængden af chili. Men bortset fra det, så er det supernemt at lave en lækker chilisauce. Se opskriften herunder.
Chili-saucen her er inspireret af den sweet chili sauce, du kan købe i butikkerne. Den er dog en anelse stærkere, men det kan du jo selv skrue ned for ved at komme mindre chili i. Den er imidlertid ikke så stærk som sriracha, som godt kan være en anelse for stærk for mine smagsløg, hvis den serveres som tilbehør i stedet for i en ret.
Hvor lang tid kan chilisauce holde sig?
Jeg ved ikke helt, hvor længe denne chili-sauce kan holde sig – men længe. Den kan i hvert fald holde sig i et år, måske endda mere – også efter åbning, hvis du undgår krydskontaminering og opbevarer den tørt og køligt.
Jeg har aldrig smidt noget af min chili-sauce ud, fordi den er blevet dårlig, men jeg har heller ikke prøvet at opbevare den i over et år, for den er spist inden.
Er chilisauce sundt?
Chilipebre har mange gode egenskaber, der er en bonus for dit helbred. Den er nemlig fyldt med C-vitamin, betacaroten, antioxidanter og flavonoider, som ikke alene styrker dit immunforsvar, men også beskytter dig mod sygdomme og lidelser, som f.eks. kræft, forhøjet blodtryk og betændelser i kroppen.
Når det så er sagt, så er det selvsagt sundere at spise den ”bare” chili end en sauce, der bl.a. også indeholder sukker.
Opskrifter med sød chilisauce
Du kan bruge sød chilisauce som dip til f.eks. indbagte rejer, vietnamesiske forårsruller eller chili cheese tops. Men du kan også bruge den i retter som stegte nudler eller til at lave barbecuemarinade eller chilimayo med. Og der er mange flere muligheder.