Nogle opskrifter har bare evnen til at bringe varme og hygge ind i køkkenet, og sådan er det med denne opskrift på Albondigas – spanske kødboller. Med en god chorizo, der tilføjer en skøn, krydret dybde, bliver de her kødboller hurtigt en favorit. Forestil dig duften af løg, hvidløg og krydderier, der fylder rummet, mens kødbollerne simrer i en lækker tomatsauce. Det er en ret, der ikke bare mætter maven, men også giver en lille kulinarisk rejse til varmere himmelstrøg. Så selvom græske kødboller også kan noget, vil disse spanske små vidundere helt sikkert stjæle opmærksomheden.
Beates Albondigas opskrift
Albondigas opskrift
Ingredienser
- 1 løg
- 4-5 fed hvidløg
- 100-125 g stærk chorizopølse
- ½ bdt. persille
- 400 g hakket oksekød
- 1 æg
- 2-3 spsk. røget paprika
- Olivenolie til stegning
- Salt og peber
Ingredienser til tomatsauce
- 1 løg
- 4-5 fed hvidløg
- 1 frisk rød chilipeber
- 2 tsk. paprika – ikke røget
- 2 dåser flåede hakkede tomater
- 1 tsk. sukker
- 1 dl hvidvin
- 6 dl vand
- 4 dl basmatiris
- Lidt olivenolie
- Salt og peber
Sådan gør du
- Start med farsen til kødbollerne ved at pille løg og hvidløg samt at skylle persillen.
- Hak løg, hvidløg, persille og chorizo – gerne i en blender.
- Bland det sammen med det hakkede oksekød, æg, røget paprika, salt og peber til en fars.
- Sæt farsen i køleskabet, og lad den hvile – gerne en times tid, men mindre kan gøre det.
- Lav imens tomatsaucen ved at pille løg og hvidløg samt fjerne stilk og kerner fra chilipeberen.
- Hak løg, hvidløg og chilipeber, og svits det i lidt olivenolie.
- Tilsæt paprika, hakkede tomater, sukker, hvidvin og vand, og lad det koge op.
- Tilføj ris, salt og peber, og lad det simre i ca. 20 minutter, til risene er kogt – tilføj evt. mere vand om nødvendigt.
- Form imens farsen til golfkugle store boller, og steg dem i olivenolie på en pande. Vend jævnligt.
- Smag tomatsaucen til, når den er færdig, og hæld den over kødbollerne – hvis der er meget olie på panden, så hæld evt. noget af den fra.
- Lad det hele stå og simre i 5 minutters tid.
- Hæld over i et serveringsfad, eller sæt panden på bordet, og servér med det samme.
Nutrition
Min Albondigas opskrift
Hvilket land med respekt for sig selv har ikke en frikadelle på menukortet? Albondigas er spansk og betyder farsbrød eller kødboller – stegte kødboller vel at mærke, så det er vel en frikadelle. Og her får du opskriften på spanske kødboller – albondigas – som ofte bliver serveret som en del af spanske tapas. Kødbollerne bliver serveret i en kraftig tomatsauce. Jeg serverer ikke albondigas som en del af en tapas, så jeg har tilladt mig at komme ris i saucen. For hvis det skal være til et middagsmåltid, skal der være noget, der mætter. Men hvis du vælger at servere dem som en del af en tapas, så udelad risene og vandet.
Ris og tomatsovs
Hvis du ikke har ris i din tomatsauce, behøver den ikke have lige så lang tid. Hvis du bruger andre ris, som skal koge i længere tid – f.eks. brune ris – skal tomatsauce selvfølgelig simre i det antal minutter, der står angivet på emballagen.
Når du koger risene med i sovsen, får du en konsistens, der minder lidt om paella eller risotto – sidstnævnte bare uden den cremede konsistens fra osten.