Velkommen til Beates opskrift på de lækreste græske kødboller, som får dig til at drømme dig væk til solrige strande og små, hyggelige tavernaer! Det her er opskriften for dig, der gerne vil have smagen af Grækenland serveret på din tallerken – uden at skulle pakke kufferten. Og skulle du være løbet tør for mynte, så kan du skifte det ud med med persille eller timian, der også kan gøre tricket. Ikke så græsk, men stadig ret lækkert! Så find elpiskeren frem (ja, du læste rigtigt), og lad os komme i gang med at lave nogle fantastiske kødboller – eller frikadeller med feta, som vi måske burde kalde dem!
Græske kødboller – frikadeller med feta 🙂
Græske kødboller
Ingredienser
- 400 g hakket oksekød
- 1 tsk. groft salt
- 1-2 skalotteløg – afhængig af størrelse
- 3 fed hvidløg
- 1 bdt. mynte – eller persille eller timian
- ½-1 chilipeber
- 30 g soltørrede tomater
- 200 g feta
- 1 æg
- 2-3 spsk. rasp
- 1 spsk. hvedemel
- ½ tsk. tørret oregano
- Peber
- Olie til stegning
Sådan gør du
- Rør kødet godt sejt med saltet. Det er nemmest med en elpisker med dejkrogene monteret.
- Pil og hak skalotte- og hvidløg fint.
- Skyl mynte og chili, og hak også begge disse fint. Der må gerne være kerner i chilien.
- Hak til sidst de soltørrede fint, og smuldr fetaen.
- Kom hele herligheden ned til oksekødet sammen med æg og rasp. Start med 2 spsk. rasp, og øg til farsen har en god sammenhængende konsistens.
- Bland mel, tørret oregano og et par kværn peber i en tallerken eller lignende.
- Form farsen til kødboller, og vend dem i melet.
- Steg de græske kødboller i varm olie, til de er gennemstegte.
Nutrition
Min opskrift på græske kødboller
Jeg laver altid græske kødboller med feta – egentlig kunne de vel lige så godt hedde græske frikadeller med feta, for det er jo en stegt kødbolle, og på dansk er en stegt kødbolle vel en frikadelle. Nå, men altså, jeg laver dem altid med feta – rigtig feta. For det bliver simpelthen ikke mere græsk end det, synes jeg.
Hertil serverer jeg tzatziki. For det, synes jeg, passer godt til. Men du kan også servere græske kødboller i tomatsovs. Og så måske også et fladbrød, en tortilla – selvom det ikke er en græsk opfindelse – eller et naan – som heller ikke er græsk – til. Men det kan sagtens spises til og smager dejligt.
Græske kødboller med tzatziki og fladbrød
Har du tænkt dig at lave hele retten, skal du nok afsætte lidt mere tid. Men det er faktisk overkommeligt.
Start med at lave tzatzikien, så den kan stå og trække, til den skal spises. Rør derefter farsen, og lad den hvile imens, du laver dej og ”former” fladbrød. Steg græske kødboller og fladbrød på hver deres pande.
Stop madspild
Både de græske kødboller og fladbrødene kan fryses, hvis du har rester. Det har tzatziki ikke så godt af.
Men tzatziki kan bruges som tilbehør til andre retter end lige græske retter. Du kan også komme den i en bagt kartoffel sammen med lidt bacon, svampe, purløg osv.
Har du meget lidt tilovers kan du komme den i en fars til frikadeller – så skal du bare skære ned på den væske, du ellers ville komme i. Det giver en anderledes og lækker smag til frikadellerne.
Du kan også bruge tzatzikien som dressing til en salat eller til dip til chips.
En reaktion
Opskriften var nem at følge!